ANNONCE

Overraskende? Sådan kan få syge blive et problem

7. april 2020 05:12 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er godt, at smitten er ret lav i Danmark, men det kan trække epidemien i langdrag, siger eksperter.

En ganske flad smittekurve nu kan blive et problem senere – blandt andet under en mulig anden bølge af coronavirus.

Det udtaler sundhedsfaglige eksperter i Jyllands-Posten og Berlingske.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Isoleret er det godt, at færre indlægges og bliver syge i Danmark, siger eksperterne. Det peger på, at de danske tiltag virker.

Men på lang sigt kan det trække epidemiens forløb i langdrag.

Det siger professor Allan Randrup Thomsen, Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

– Jo færre, der bliver smittet, jo længere tid tager det, inden epidemien har smittet så mange, at der er en bred immunitet i befolkningen, siger han til avisen.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke ting du altid skal vaske hænder efter at have rørt for at undgå smitte.

Vil ikke skifte strategi

Mandag aften på et pressemøde afviste statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark har en “strategi om flokimmunitet”.

Den klassiske definition af flokimmunitet er ifølge Jyllands-Posten en immunitet på omkring 60 procent af befolkningen.

Strategien er imidlertid at blive på “den grønne kurve”, sagde Mette Frederiksen.

Den grønne kurve markerer en situation med kontrolleret smitte.

Her kan sundhedsvæsnet følge med, indtil der en vaccine, forklarede hun.

Til Berlingske siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i virus og immunologi ved Københavns Universitet, at et for lavt smittetal nu kan give bagslag senere.

– I og med at vi ikke har en vaccine eller en medicinsk behandling for Covid-19, er den eneste løsning at opbygge immunitet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Strategi gav mening

Jan Pravsgaard Christensen mener, at regeringens oprindelige reaktion med en omfattende nedlukning gav god mening, skriver Berlingske.

Men det er også fint, at der nu bliver sat gang i en delvis genåbning, mener han.

Til Berlingske siger professor og virusforsker ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan, at han er enig i, at hvis målet er at kontrollere virusset med flokimmunitet, havde det været bedre, hvis flere havde været smittet nu.

Til Jyllands-Posten siger ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard, at en fladere kurve dog har den fordel, at man måske senere vil kunne behandle virusset mere effektivt.

Mandag var 503 coronapatienter indlagt på et af landets sygehuse, og det er én person mindre end søndag. Ud af de indlagte er 139 så syge, at de er på en intensiv afdeling. Det er et fald på fem fra søndag.

Fakta

Fra kinesisk marked til global pandemi

Det smitsomme coronavirus har på få måneder udviklet sig fra et ukendt virus på et kinesisk marked til en global pandemi, der har forandret verden, som vi kender den.

Her kan du få et overblik virussets vej til Danmark, hvor det hidtil har kostet 187 mennesker livet og lukket ned for store dele af samfundet.

* Det nye virus bliver opdaget i december 2019 på et marked i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen.

* 7. januar slår Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fast, at virusset er et nyt coronavirus.

* 11. januar bekræftes det første dødsfald som følge af coronavirus i Wuhan.

* 13. januar bliver det første tilfælde af coronavirus uden for Kina bekræftet i Thailand.

* I de følgende dage bekræftes de første smittede i USA, Nepal, Frankrig, Australien, Malaysia, Singapore, Vietnam og Taiwan.

* 23. januar lukker Wuhan, der er virussets epicenter, ned. Flere lande, herunder Danmark, begynder herefter at evakuere statsborgere fra byen.

* 30. januar erklærer WHO udbruddet for en international sundhedskrise.

* 31. januar er flere end 5000 bekræftet smittet i Hubei-provinsen, og over 200 er døde som følge af coronavirus.

* 5. februar bliver krydstogtskibet “Diamond Princess” sat i karantæne ud for Japan. 218 passagerer ender med at blive smittet om bord, hvilket på daværende tidspunkt er det højeste antal uden for Kina.

* 7. februar dør en kinesisk læge, som havde forsøgt at slå alarm om udbruddet af coronavirus i Wuhan, men blev mødt med en reprimande af politiet.

* 14. februar dør en kinesisk turist i Frankrig. Det er det første dødsfald som følge af coronavirus i Europa.

* 27. februar bliver den første dansker testet positiv for coronavirus i Danmark. Der er tale om en mand, der har været på skiferie i Norditalien.

* Samme dag er der for første gang flere nye bekræftede smittetilfælde uden for Kinas grænser end indenfor.

* 3. marts indfører de danske myndigheder krav om, at alle danskere, der har været i områder med høj risiko såsom Norditalien, Iran og Kina, skal isolere sig selv i to uger.

* 6. marts holder statsminister Mette Frederiksen (S) sit første pressemøde om coronavirus. Hun anbefaler, at alle arrangementer med flere end 1000 personer aflyses – og at alle stopper med at give hånd, kys og kram.

* 10. marts beder Mette Frederiksen alle om at holde sig fra offentlig transport i myldretiden.

* 11. marts erklærer WHO, at virusudbruddet er en pandemi.

* Samme dag bebuder Mette Frederiksen, at skoler og institutioner lukker i to uger. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Og forsamlinger på flere end 100 personer forbydes.

* 12. marts er mindst 100 danskere blevet smittet på dansk grund. Kun de mest syge bliver nu testet for coronavirus. Og en ny hastelov vedtages, som giver regeringen hidtil usete beføjelser for at bremse smittespredning.

* 13. marts fraråder myndighederne alle ikke-nødvendige rejser ud af landet. Samtidig lukker landets grænser.

* 14. marts dør den første dansker, som er smittet med coronavirus.

* 16. marts overstiger det samlede antal smittede med coronavirus uden for Kina antallet af personer, der officielt er bekræftet smittet i Kina. Uden for Kina er 88.000 nu smittet mod 80.000 smittede i Kina.

* 17. marts forbyder statsministeren forsamlinger på over ti personer og beder en lang række butikker og restauranter om at holde lukket. Dronningen holder samme aften tale til nationen om coronakrisen.

* 30. marts varsler Mette Frederiksen, at Danmark kan være på vej mod en gradvis og kontrolleret genåbning efter påske, hvis befolkningen fortsætter med at udvise fornuftig adfærd.

* 31. marts vedtager Folketinget en hastelov, som giver regeringen mulighed for på et senere tidspunkt at forbyde forsamlinger på mere end to personer.

* Fra 1. april ændrer sundhedsmyndighederne retningslinjer i forhold til test, hvorfor personer med også milde personer nu også kan testes efter henvisning fra egen læge.

* 2. april overstiger antallet af smittede på verdensplan en million, hvormed tallet er blevet fordoblet på en uge. Globalt har flere end 50.000 mennesker mistet livet.

* 5. april er i alt 179 personer døde med coronavirus i Danmark, mens 504 er indlagt. I alt er 4368 bekræftet smittet med virusset.

* 6. april er 4681 personer bekræftet smittet med virusset, men der menes at være et større mørketal.

Kilder: Ritzau, The New York Times, Videnskab.dk, Politiken, Reuters, AFP.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu