Flere biler ramt af skud: Politi søger vidner

12. september 2019 11:21 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Politiet arbejder ud fra en teori om, at det er et opgør i det kriminelle miljø.

Del:

Midt- og Vestsjællands Politi modtog onsdag aften klokken 22.24 et alarmopkald om, at der var afgivet flere skud ved adressen Over Bølgen i Hundige ved Greve.

Ingen personer var blevet ramt ved episoden, men flere biler blev ramt af skud.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Steg ud og skød

Skuddene blev afgivet mod flere biler, som holdt på parkeringspladsen ved McDonalds i Hundige.

Ifølge politiet ankom gerningsmanden angiveligt til parkeringspladsen i en mørk personbil, hvorfra han steg ud og afgav et antal skud.

Efterfølgende steg han ind i bilen igen og kørte fra stedet i vestlig retning.

Muligvis en BMW

Vidner beskriver gerningsmanden som klædt i mørt tøj og maskeret med hætte og tørklæde for underansigtet og gerningsbilen som en mørk personbil, muligt en BMW.

Flere patruljer blev sendt til stedet, og politiet var talstærkt i området hele natten for at undersøge gerningsstedet og afhøre vidner.

Politiet tilbageholdt alle gæsterne på McDonalds, som blev afhørt som vidner i sagen. Hundepatruljer og kriminalteknikere undersøgte området for tekniske spor.

Motivet til angrebet er ikke fastslået, men politiet arbejder ud fra en teori om, at det er et opgør i det kriminelle miljø.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om episoden, ej heller hvor mange skud der blev afgivet.

Søger flere vidner

Politiet hører gerne fra vidner, som man endnu ikke har været i kontakt med.

Har man set eller hørt noget i forbindelse med skudepisoden, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114.

Mobil politistation

Den mobile politistation vil i eftermiddag være tilstede på parkeringsområdet mellem Waves og McDonalds.

Her kan borgerne henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen eller har brug for en snak med politiet omkring hændelsen eller andet som fylder hos borgerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu