Flere børn alvorligt syge: Her er hvad vi ved om forgiftning

19. oktober 2017 14:39 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Flere personer alvorligt syge af svampe.

Video: Local Eyes

Giftlinjen ved Bispebjerg Hospital oplyser ifølge DR.dk, at flere personer – herunder børn – har vist tegn på skader efter at have indtaget hvid eller grøn fluesvamp.

– Nogle af dem har symptomer, der er forenelige med, at de har spist grøn eller hvid fluesvamp. Der er nogle børn, der har tegn på leverskader, siger Niels Ebbehøj, der er overlæge på Giftlinjen, til DR.dk.

Akuthospitalerne i Region Sjælland er torsdag i beredskab, efter at en gruppe børn i Haslev angiveligt er blevet forgiftet af svampe. Politiet oplyser, at der er tale om i alt 12 personer – også voksne.

Se mere video hos Local Eyes.

– Vi arbejder på at finde ud af, hvad der præcist er sket. Men hospitalerne er gået i beredskab for at tage imod en gruppe børn, der angiveligt er blevet forgiftet af svampe, siger Klaus Kristensen fra Region Sjælland til tv-stationen. Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få yderligere informationer ved regionen.

Mindst fem børn er ifølge regionen blevet bragt til behandling på sjællandske hospitaler – blandt andet sygehuset i Køge.

Meget alvorligt

Region Sjælland betegner ifølge TV ØST sagen som meget alvorlig.

– Vi er ved at koordinere ambulanceindsatsen via vores præhospitale center, siger Klaus Kristensen.

I en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremgår det, at politiet klokken 10:45 blev kontaktet af Region Sjælland med information om forgiftning. Især børnene er alvorligt syge.

– Ambulancer var sendt til en adresse i Haslev, hvor der var flere sygdomstilfælde. Ifølge flere medier er der tale om, at denne adresse er ved det gamle seminarium i Haslev.

Politiet oplyser, at alle de sygdomsramte i øvrigt alle er fra samme familie og bor på samme adresse.

– Ved ankomsten blev det konstateret, at der var flere sygdomsramte personer, der blev bragt til forskellige hospitaler. Politi og sundhedssektor er i øjeblikket i gang med at undersøge hændelsesforløbet og årsagen til sygdomstilfældene, skriver Sydsjælland- og Lolland Falster Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu