ANNONCE

Flere byer forsøger at rette borgerne ind

21. marts 2020 11:33 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Skilte sættes op og kommunale medarbejdere sendes i byen for at sikre, at coronareglerne overholdes.

Flere byer forsøger at rette borgerne ind
Nyt advarselsskilt om forbud mod større forsamling før borgmester Thomas Kastrup-Larsen og politidirektør ved Nordjyllands Politi Anne Marie Roum Svendsen informerer om coronasituationen og tiltag i forbindelse med håndhævelse af forsamlingsforbuddet på et pressemøde på politigården i Aalborg, lørdag den 21. marts 2020.. På grund af COVID-19 er befolkningen blevet bedt om så vidt muligt at holde sig indendørs. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fyns Politi har som foreløbig eneste politikreds givet en bøde til et værtshus, der holdt smugkro trods forbud, og lørdag understreger både Fyns Politi og Odense Kommune, at kursen skærpes over for dem, der ikke overholder reglerne.

Rundt om i Odense er der opsat skilte med teksten: “Max. 10 personer samlet – også udenfor” og “Hold afstand – min. 2 meter”.

– Desuden vil kommunale medarbejdere være til stede på legepladser og steder, hvor unge mødes, for at rådgive og vejlede, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), på et pressemøde lørdag formiddag.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Han understreger, at de kommunale medarbejdere ikke vil tøve med at kontakte politiet, hvis folk ikke efterkommer deres henstillinger om at spredes.

På pressemødet deltog også Fyns politidirektør, Arne Gram.

Han understreger, at langt de fleste følger anvisningerne, og at politiets arbejde med at rådgive og vejlede fortsætter, fordi nogle stadig er i tvivl om, hvordan reglerne skal forstås.

– Men der er en lille gruppe, der ikke har forstået situationens alvor fuldt ud, og som sætter sig ud over reglerne, siger politidirektøren.

De personer opfører sig ifølge politidirektøren respektløst over for fællesskabet, og dem vil politiet gribe ind over for.

– Vi går nu ind i en fase, hvor vi vil håndhæve loven fuldt ud, siger Arne Gram.

– Bødeblokken er taget i brug.

Nyt skilt

Også i Nordjylland skærper både kommune og politi nu indsatsen.

På et pressemøde i Aalborg fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), ifølge TV2 Nord, at kommunen har besluttet at indføre kontroller i parkerne.

– Vi har sat skilte op 50 steder i Aalborg. Det er i parker og anlæg. Derudover har vi kommunalt personale, som vil være i de grønne arealer for at hjælpe folk med at huske at overholde reglerne, siger borgmesteren.

Derudover vil man opleve, at udendørs fitnessfaciliteter fremover vil være spærret af. Det har kommunen valgt at gøre, fordi de er flittigt i brug, nu hvor fitnesscentrene er lukket.

På samme pressemøde understreger politidirektør i Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, ifølge TV2 Nord, at nordjyderne har været rigtig gode til at overholde reglerne.

Men det er ikke sikkert, at det vil forblive sådan. For med godt vejr og mange mennesker, der bor i lejlighed i Aalborg, forventer hun, at det være svært at følge reglerne.

– Der vil være ekstra patruljer her i Nordjylland, og bødeblokken vil være længere fremme end tidligere, hvis folk bliver ved med at forsamle sig. Folk er nødt til at forstå alvoren, siger politidirektøren ifølge TV2 Nord.

Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at lørdag uofficielt var dagen, hvor politiet var helt klar til at dele bøder ud til de, der ikke overholder de nye regler. Uofficielt skal forstås sådan, at politiet i nogle dage har haft muligheden for at skrive bøder ud.

Det kan du læse mere om her.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu