Flere henvendelser i efterlysning af 23-årig

29. januar 2020 10:55 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Bornholms Politi har modtaget flere henvendelser fra borgere efter de tirsdag efterlyste en 23-årig kvinde.

Siden søndag har den 23-årige Karen Kubel Rolighed været savnet. Hun blev sidst set på færgen fra Rønne til Køge.

Artiklen fortsætter efter videoen

Bornholms Politi har i forbindelse med efterlysningen modtaget flere henvendelser i sagen, men ingen af dem har ført noget med sig.

Vandrerygsække set

Den 23-årige var ifølge overvågningsoptagelser fra færgen iført en mørk striktrøje med firkantede lapper op ærmerne og noget hvidt på brystet, hvide bukser med sort mønster og bar en rød vandrerygsæk.

Det er netop rygsækken, flere borgere har henvendt sig omkring.

– Der er kommet en del henvendelser fra borgere, der har set en rygsæk ligge, siger vagthavende ved Bornholms Politi Niels Christensen til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Vi har naturligvis kørt ud og kigget, men der har ikke været noget i det.

Ejendele hos politiet

Den 23-årige Karen Kubel Rolighed var ombord på færgen, der afgik klokken 17.30 søndag den 26. januar fra Rønne.

Til Dagbladet Holstebro-Struer har Bornholms Politi oplyst, at da færgen vendte tilbage fra Køge mandag morgen, fandt de en mulepose med kvindens mobil, computer og et par sko i.

Vagthavende fortæller til Newsbreak.dk, at de fundne genstande heller ikke har ført noget brugbart med sig, der kunne give et praj om, hvor den efterlyste befinder sig.

Bornholm eller Sjælland

Selv om vagthavende gerne ville have, at der var en udvikling i sagen, så står Bornholms Politi med en meget åben sag.

– Vi aner faktisk ikke, om hun er på Bornholm eller om hun befinder sig på Sjælland, lyder det fra den vagthavende.

Karen Kubel Rolighed beskrives som værende mellem 155 og 160 centimeter høj, kraftig af bygning og har brunt, mellemlangt hår.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du henvende dig til Bornholms Politi på 114 eller 56901448.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu