Flere og flere køber gravstenen online

13. november 2019 16:20 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Førhen var valget af en gravsten altid forbundet med et besøg hos en stenhugger eller noget bedemanden hjalp med. Sådan er det langt fra mere.

At handel på internettet blomstrer i fuld flor, er vist en kendt sag for de fleste. Vi køber tøj, elektronik, hygiejneartikler og meget, meget andet ad den kanal. Det er nemt, oftest den billigste løsning og så er det noget man kan gøre hjemme fra lænestolen.

Men, at flere og flere benytter nettet, når det gælder valg og køb af gravstenen, vil nok alligevel komme bag på nogen. Det er dog ifølge den den schweiziske stenhugger René Rogenstiner en tydelig tendens, flere og flere vælger.

Artiklen fortsætter under videoen

Han har siden 2015 drevet virksomheden Jelling Stenhuggeri Online Gravsten, hvis primære drift er produktion og online salg af gravsten.

Virksomheden blev stiftet tilbage i 2012 som den første i Danmark, der udelukkende baserede sin handel på internettet.

– Siden 2012 har ideen vundet større og større indpas, og i dag er vi vel fem-seks virksomheder i landet, der gør tingene på denne måde, fortæller René Rogentin.

Et følsomt emne

René Rogentin forklarer også, at valget af en gravsten og inskriptionen på den er et følsomt emne. Ikke mindst hvis det ikke er afdøde selv, der har taget beslutningen, og det dermed er den nærmeste familie, som skal træffe den. Han mener derfor, det giver god mening at købe en gravsten via internettet.

– Jeg har ofte  stillet mig selv spørgsmålet, om det ville være noget, jeg ønsker at tale med en fuldstændig fremmed om. Altså om jeg har lyst til personligt at opsøge en stenhugger og krænge min sorg ud overfor en person, jeg ikke kender, forklarer han og kommer selv med svaret:

– Det tror jeg ikke.

Det begrunder han med, at man er i en sårbar situation, når man har mistet en af sin af kære. At gøre det til et fælles valg og en begivenhed uden fremmed indblanding. Til en begivenhed, alle involverede kan glæde sig over i fællesskab, når sorgen er kommet lidt på afstand.

Det er også sådan, han opfatter, mange af kunder har det.

Tryghed er det vigtigste

Eyja Ragnhof, virksomhedens ‘blæksprutte’ og eneste ansatte, forklarer, at tryghed er alfa omega, når folk ønsker at bestille en gravsten via internettet. Det gælder for alt lige fra valget af sten til stenhuggerens indsats.

– Så selv om vi er en online-virksomhed, sidder vi også klar ved telefonen, såfremt nogen har spørgsmål til os. Har man behov for se de muligheder, vi tilbyder, er man også velkommen til at kigge forbi vores lokaler i Jelling. Tryghed ved situationen, herunder også kvaliteten af stenen og forarbejdningen af den, betyder alt, siger Eyja Ragnhof, der også privat danner par med ejeren.

Ofte foregår alt via nettet

René Rogentin nævner dog samtidig, at de mange gange slet ikke oplever nogen form for mundtlig dialog med kunderne.

Ofte foregår alt nemlig via nettet. Kunden vælger først den ønskede sten og inskriptionen. Efterfølgende bliver der lavet og sendt et grafisk forslag via mail. Er der ønsker om korrektioner,opfyldes det.

Når alt er godkendt, afgiver kunden ordren og sender sine kortoplysninger til brug ved betaling. I første omgang bliver beløbet reserveret på kontoen, men det trækkes først, når Jelling Stenhuggeri Online Gravsten har leveret og stillet stenen op på gravstedet. Det er der garanti for sker i løbet af to til fire uger efter ordren er afgivet.

Prisen er også et parameter

Som internet-kunde er forventningen, i hvert fald hos mange, at priserne er yderst konkurrencedygtige. Også det er René Rogentin meget bevidst om. Det mener han ganske enkelt er nødvendigt som indehaver af en internet- baseret virksomhed.

Derfor gør han alt for at holde omkostningerne nede. Han har egen import af gravsten til videre forarbejdning. Alt bliver hentet i store mængder ad gangen hos en familiedrevet virksomhed i Indien. Lige nu er der en hel container-fuld af forskellige varianter på vej. Der er heller ikke nogle fordyrende mellemled eller forhandlere, for eksempel bedemænd, der skal have en bid af kagen.

Han vover derfor også at gå så langt som at give prisgaranti.

– Vi tror på, vi er markedets billigste mulighed. Så vi arbejder med prisgaranti, forstået på den måde, at såfremt en kunde kan påvise, at et produkt, der svarer 100 procent til et, vi har givet tilbud på, kan købes billigere et andet sted i Danmark, så ikke bare matcher vi prisen. Vi trækker også ti procent fra den. Vi har dog endnu til gode at stå i situationen, slutter René Rogentin.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu