Flere personer anholdt efter biljagt

18. oktober 2017 22:29 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Anmeldelsen indløb 21.10. Da var biljagten startet.

Tre minutters intenst arbejde førte onsdag aften til fem anholdelser i Københavns Politikreds. Flere betjente, nogle svært udrustede, rykkede ud, og i skrivende stund er man fra politiets side stadig ved at danne sig et overblik over, hvad der faktisk er sket.

– En af vores hundevogne forsøgte at standse et køretøj. Men de ville ikke standse. Så vi eftersatte dem over en forholdsvis kort strækning, oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer, til Newsbreak.dk.

Med forholdsvis kort strækning mener han, at selve biljagten varede tre minutter. Betjentene i hundevognen anmeldte hændelsen til deres kolleger. Da var jagten gået. Klokken var 21.10.

– Det gik omkring små veje omkring Damhussøen. Køretøjet standsede af egen fri vilje ved Vanløse Idrætspark, siger Henrik Stormer. Da var klokken 21.13.

I bilen sad der fire personer. Ingen af dem var dog føreren.

– Han blev anholdt fem minutter senere i nærområdet, lyder det fra Henrik Stormer.

Der mangler detaljer i fortællingen

Hvem de fem er, og hvorfor de ikke ønskede at standse for politiet, det melder historien intet om.

– Jeg har ikke fået generalia på dem endnu, men vi har taget dem med ind på stationen for at få en snak med dem. Det eneste, vi ved, er, at vi har en bil med fem mand, der ikke ville tale med politiet, siger Henrik Stormer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu