Flere husker noget livsvigtigt i trafikken

18. juli 2019 05:07 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stigende brug af cykelhjelm kan aflæses i form af færre alvorlige hoved- og ansigtsskader.

Flere danskere ifører sig cykelhjelm, når de bevæger sig ud i trafikken på den tohjulede.

På 14 år er antallet af cyklister, der bruger hjelm, steget fra 6 procent til 42 procent.

– Det er gået hen og blevet mere cool at bruge cykelhjelm, og det er en udvikling vi håber vil fortsætte, siger dokumentationskonsulent Jesper Hemmingsen, Rådet for Sikker Trafik.

De nye tal bygger på en måling blandt 12.000 cyklister i 25 byer, som Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner har foretaget.

Det er de yngste, der er de flittigste brugere af cykelhjelmen. Når det gælder børn under 11 år, er det stort set alle, der bruger hjelm.

Kniber hos de unge

Det kniber lidt mere, når børnene bliver større. I gruppen af børn og unge mellem 11 og 15 år er det således 63 procent, som ifører sig cykelhjelm.

Så tager det et dyk, når det gælder gruppen af unge mellem 16 og 25 år. Her er det kun 30 procent, som spænder hjelmen, når de træder i pedalerne.

Newsbreak.dk har tidligere spurgt en række unge cyklister om, hvorfor de ikke bruger cykelhjelm.

Du kan læse deres svar i galleriet ovenfor.

Håber på flere forældre og unge

Hos forældregenerationen er det cirka 42 procent mellem 26 og 60 år, som bruger cykelhjelm.

– Selv om vi har set flere unge spænde hjelmen, så skal vi have endnu flere teenagere og deres forældre til at køre med hjelm.

– Vi er ikke i mål endnu, men det går generelt den rigtige vej, siger Jesper Hemmingsen.

Artiklen fortsætter under videoen

Han bygger sin optimisme på, at 97 procent af børnene under 11 år bruger cykelhjelm.

– De bliver flasket op med cykelhjelmen, så når de bliver teenagere, tager de forhåbentligt de vaner med sig, siger Jesper Hemmingsen.

Færre alvorlige hovedskader

Den stigende brug af cykelhjelmen kan også aflæses i form af færre alvorlige hovedskader.

– Når vi ser på antallet af brækkede arme og ben, gør cykelhjelmen ikke den store forskel. Men når de gælder de alvorlige hoved- og ansigtsskader, så afspejler antallet den stigende brug af cykelhjelm, siger Jesper Hemmingsen.

Der er også forskel på mænds og kvinders brug af hjelm. Kvinderne ligger med 44 procent en tand højere end mændene med 39 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu