ANNONCE

Politisk flertal klar med nye restriktioner

26. januar 2021 06:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et flertal i Folketinget vil hastebehandle krav om test og isolation, hvis man rejser ind i Danmark - ellers vanker der bøde

Regeringen vil fremsætte et nyt hastelovforslag, der skal give mulighed for at kræve test og isolation ved indrejse i Danmark.

Lovforslaget har opbakning af et bredt flertal i Folketinget til at blive hastebehandlet, oplyser Justitsministeriet.

Regeringen ønsker, at en ny lov skal føre til krav om, at indrejsende fra udlandet skal lade sig teste og gå i isolation i 10 dage. Det gælder også for danske statsborgere.

Isolationen kan dog afkortes med en negativ pcr-test tidligst fire dage efter indrejse.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder hastelovforslaget nødvendigt for at holde smitten med coronavirus nede.

– Det er fordi, der er bekymring for, at folk, der har været ude at rejse, tager nye varianter af covid-19 med ind i Danmark og dermed får startet nogle meget smitsomme smittekæder, siger Nick Hækkerup.

Vanker bøde

Overholder man ikke kravene, venter der en bøde.

– Udgangspunktet vil være en bøde på 3500 kroner. Men i gentagelsestilfælde vil bøden være større, og i sidste ende vil det kunne føre til fængsel, fordi det er så vigtigt, at vi passer på ikke at sprede smitten i Danmark mere end højst nødvendigt.

Overtrædelser vil være en opgave for politiet, men Nick Hækkerup pointerer, at det “først og fremmest er et ansvar, som vi alle sammen skal tage på os”.

Der vil dog være visse undtagelser i kravene. De omfatter blandt andet personer med bopæl i grænselandet og personer, der hyppigt krydser grænsen, fordi de arbejder i Danmark.

Allerede i næste uge

Lovforslaget vil blive fremsat den 28. januar af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Nick Hækkerup vurderer, at det vil kunne træde i kraft i midten af næste uge, hvis det bliver vedtaget ved hastebehandling.

For nylig er den mere smitsomme sydafrikanske coronavariant dukket op i Danmark hos tre personer, der har været i Dubai eller Østafrika.

Desuden er Færøerne blevet ramt af ét tilfælde af en brasiliansk variant, der skulle minde om den sydafrikanske.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu