Flugt-kvinde i rød Porsche anholdt

16. maj 2019 16:04 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En 12-årig pige blev i januar kørt ned af en kvinde i en rød, stjålet Porsche.

I januar blev en 12-årig pige fra Jægerspris kørt ned af en kvinde i en rød Porsche. Herefter tog kvinden flugten. I en Golf, der blev kørt af en mand.

Nu er kvinden fundet – manden mangler stadig.

Det er sn.dk, der nu kan fortælle, at kvinden i den røde Porsche er blevet fundet. Og sigtet.

– Hun har været inde på stationen til en afhøring, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Uheldet skete i Krydset Elverdamsvej/Biltris Gade/Hornsherredvej i den lille by Biltris uden for Kirke-Hyllinge. Her var pigen på vej over vejen, slynget op på bilens forrude og siden ned på asfalten. Pigen brækkede et ben og pådrog sig en hjernerystelse.

– Det er meget alvorligt at forlade sådan en pige, så derfor tager vi også sagen meget alvorligt, sagde Charlotte Tornquist, presseansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Efterlod pigen

Ganske forståeligt var bilisten noget chokeret efter hændelsen. Hun trådte ifølge vidner ud af bilen – med et mindre kæledyr i armene – og var øjensynlig noget oprørt. Men så tog hun en beslutning, der gør, at politiet leder efter hende. Hun forlod stedet. Efterlod den kvæstede pige. Efterlod Porschen.

Ikke alene, for bag hende i Porschen kørte den sorte VW Golf. Den blev ført af en mand, der standsede efter den voldsomme hændelse. Her ydede han både trøst og støtte til kvinden, inden de sammen satte sig ind i Golfen og stak af.

Nu er en 29-årig kvinde fra Frederikssund sigtet i sagen. Hende kom politiet på sporet af på baggrund af tip fra borgerne.

En række af sigtelser

Ifølge sn.dk er hun nu blevet sigtet for brugstyveri af Porschen, der blev stjålet i Liseleje, brugstyveri af nummerplader, selve påkørslen, ligesom hun også er sigtet for at flygte fra et uheld.

Ifølge Charlotte Tornquist nægter kvinden ethvert kendskab til sagen.

– Vi er meget glade for de henvendelser vi har fået fra borgere. Den 12-årige påkørte pige er den dag i dag stadig under behandling, så vi er rigtig glade for, at efterforskningen har kunne lede frem til en anholdelse. siger Charlotte Tornquist til sn.dk.

Kvinden blev anholdt i marts.

Manden mangler

Manden er stadig ikke anholdt. Men det lader til, det kun er et spørgsmål om tid.

– Vi har en ret god ide om, hvem han er, siger Martin Bjerregaard til Newsbreak.dk.

Manden er beskrevet som mellem 40 og 45 år gammel. Hans hud er lys, og hans hår er tyndt. Han var iført en sort bomberjakke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu