Flugtbil med 180 km/t stoppet af sømmåtter

17. januar 2019 11:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Fire patruljebiler, sømmåtter og politihunde skulle der natten til torsdag bruges for at standse og anholde tre mænd i en stjålen bil.

Flugtbil med 180 km/t stoppet af sømmåtter
Det var sømmåtter - også kendt som Stinger Spikes - der stoppede flugtbilen. Arkivfoto: Scanpix.

Tre mænd i en stjålet bil forsøgte natten til torsdag at stikke af fra politiet.

En hidsig biljagt blev derfor omkring klokken 1 natten til torsdag sat ind mellem Holstebro og Aulum i Vestjylland.

Den stjålne bil blev opdaget af en politipatrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi nær Mejrup. Men de tre mænd i bilen ville ikke standse og derfor satte patruljen – assisteret af tre andre patruljevogne – gang i jagten. Det skriver TV Midtvest på deres hjemmeside.

På et tidspunkt var farten oppe på omkring 180 kilometer i timen.

– Det er hele tiden en afvejning af, at det går så stærkt, at de kan miste styringen over det, de har med at gøre. Omvendt klør vores politinæse jo, når de kører med sådan en adfærd, forklarer vagtchef Stig Heidemann fra Midt- og Vestjyllands Politi til tv-stationen.

En brat afslutning

Efter en op mod 20 minutters biljagt fik den vilde køretur en brat ende på den anden side af byen Aulum.

Sømmåtter sørgede nemlig for at flugtbilen punkterede.

Det fik dog ikke de tre mænd på henholdsvis 19 år, 28 år og 35 år til at opgive flugten. Den fortsatte til fods i et skovområde.

Med hjælp fra politihunde blev de tre flygtende mænd dog hurtigt anholdt og de er nu i politiets varetægt.

De tre mænd er angiveligt i forvejen kendt af politiet, der nu skal beslutte, om de skal fremstilles for en dommer i grundlovsforhør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu