ANNONCE

Flugtbilist anholdt efter alvorlig ulykke

5. december 2020 13:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En cyklist blev påkørt af bil, der var på flugt fra politiet fredag.

Flugtbilist anholdt efter alvorlig ulykke
Cyklist kørt ned i dødskryds. Foto: Øxenholt Foto

Det er lykkedes Østjyllands Politi at anholde en person, der er mistænkt for under en biljagt at have påkørt en kvindelig cyklist, der blev alvorligt kvæstet fredag aften. Newsbreak.dk var i løbet af lørdag formiddag i kontakt med vagtchef René Ludvig fra politikredsen.

Han ville ved den lejlighed ikke udtale sig omkring en eventuel anholdelse af flugtbilisten. I stedet henviste han til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som efterforsker sagen på grund af politiets indirekte involveren i ulykken.

DUP har lukket for sine telefoner udenfor almindelig kontortid. Klokken 12.39 skriver Østjyllands Politi dog selv på Twitter og bekræfter, at en person er anholdt i sagen. Han er mistænkt, skriver politiet også.

Ulykken skete i dødskrydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej i det vestlige Aarhus. En bilist ville ikke standse for en politipatrulje, og bilisten forsøgte at stikke af, da vedkommende ramte cyklisten. Den mistænkte blev anholdt klokken 09.23 lørdag og bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 09, fremgår det desuden.

Søger vidner

DUP skrev på sin hjemmeside fredag aften en smule detaljer om sagen. Østjyllands Politi understreger endnu engang lørdag på Twitter, at politikredsen ikke må udtale sig om sagen, fordi politiets rolle i ulykken efterforskes uvildigt.

Det fremgik blandt andet, at kvinden kom alvorligt til skade i forbindelse med påkørslen, der skete kort inden klokken 17.

Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen fra Østjyllands Politi iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, skriver DUP, der gerne vil i kontakt med vidner.

“Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet færdselsuheldet, eftersættelsen op til færdselsuheldet eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Vi kan kontaktes på e-mail på mail@politiklagemyndigheden.dk eller på telefon 41783500 (mandag – tordsag kl. 10-12 og 13-15 eller fredag kl.10-12 og 13-14)”, skriver DUP.

Østjyllands Politi har tidligere skrevet på Twitter, at den tilskadekomne ikke er i livsfare.

Dødskryds

Flere gange er der sket alvorlige ulykker i lige netop det kryds. To gange indenfor de seneste år med dødelig udgang.

I oktober blev en 23-årig kvinde, der var ude for at løbe, påkørt af en bil.

Den unge kvinde døde kort efter påkørslen af sine kvæsteler. Siden har der været stort fokus på netop det kryds, der er særdeles trafikeret.

Politiet har også en del gange siden været i området og foretaget foruroligende kontroller med rystende resultater.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu