ANNONCE

Flugtbilist har meldt sig selv

14. januar 2021 21:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Påkørte motionsløber bagfra

Flugtbilist har meldt sig selv
Arkivfoto: Scanpix.

Den flugtbilist, der torsdag eftermiddag klokken 16.50 påkørte en kondiløber på Koldingvej syd for landsbyen Ny Højen, der ligger små fem kilometer sydøst for Vejle, har meldt sig selv.

Det bekræfter vagtchef Mads Flansmose, Sydøstjyllands Politi, over for Newsbreak.dk.

– Han havde set en overskrift i et af medierne, og så ringede han til os og meldte sig, siger Mads Flansmose.

Motionsløberen, der blev ramt af bilisten, blev påkørt bagfra. Han blev ved påkørslen kvæstet, men han er uden for livsfare.

Søger stadig vidner

Selvom føreren af flugtbilen nu er fundet, så søger politiet stadig vidner til episoden.

– Vi er stadig meget interesseret i at tale med personer, der kan have set noget, siger Mads Flansmose.

Afhøring og tekniske undersøgelser

Ifølge vagtchefen er politiet med det samme taget ud for at afhøre manden, der har meldt sig som flugtbilisten. Det sker for at få skabt klarhed over, hvad der er foregået.

– Indtil videre har vi jo kun forklaringer fra enkelte vidner samt fra løberen, der blev påkørt, siger Mads Flansmose.

Om flugtbilisten er sigtet eller ej, kan Mads Flansmose endnu ikke sige noget om.

– Jeg ved det ikke endnu. Det må du spørge om igen ved en senere lejlighed, siger Mads Flansmose.

Har han erkendt, at det var ham, der påkørte løberen?

-Nu spørger du om ting, der er af efterforskningsmæssig karakter. Det kan jeg ikke oplyse om, siger Mads Flansmose.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu