Flugtbilist kørte med 200 i timen og hoppede i havnen

28. november 2018 21:43 | Af: Newsbreak.dk

Forfulgt af en hale af politibiler kørte en flugtbilist med høj fart over Lolland-Falster.

Flugtbilist kørte med 200 i timen og hoppede i havnen
En flugtbilist tog en noget alternativ rute. Foto: Colourbox

En dramatisk biljagt udspillede sig onsdag på Lolland-Falster, skriver Folketidende.dk.

Ved 17.25-tiden blev politiet på Sydsjælland opmærksom på en bilist, der så mistænkelig ud. Men da betjentene ville i kontakt med ham, gassede han op i den Opel, han var kørende i, og drønede ad motorvejen over først Falster og siden Lolland.

Undervejs kom farten op på mere end 200 kilometer i timen, og vidner fortæller, at op imod 15-20 politibiler sluttede sig til biljagten – et tal, som politiet ikke vil bekræfte.

En brat afslutning

Flugten stoppede ved færgeanlægget i Rødbyhavn, hvor bilisten – efter at have smadret igennem et bomanlæg – for ud af sin bil og klokken 17.49 hoppede i havnen. Politiet rekvirerede en båd og efter 15-20 minutter blev manden reddet i land. Selvom han det meste af tiden havde klynget sig til et rækværk, havde han også været under vandet.

– Han var blevet noget medtaget af at ligge i det kolde vand, fortæller vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Folketidende.dk.

Manden blev derfor kørt til skadestuen på Nykøbing Sygehus, hvor der også skulle tages en blodprøve for at belyse, om han var påvirket af et eller andet.

Flere ubesvarede spørgsmål

Politiet har her til aften identificeret manden, men Ove Christoffersen kan endnu ikke fortælle, hvor manden kommer fra, eller hvor gammel han er.

Politiet er også ved at undersøge, om Opelen var stjålet, da den ikke tilhører manden. Han kan se frem til en stribe sigtelser, men endnu vides det ikke, om han er så forkommen, at han skal indlægges, skriver Folketidende.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu