ANNONCE

FOA-formand revser Wammen: -Velfærdscheck dækker ikke

29. maj 2020 18:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Aftalen mellem kommunerne og regeringen lever ikke op til behovet og regeringens løfter, siger FOA.

FOA-formand revser Wammen: -Velfærdscheck dækker ikke
Arkivfoto.

Regeringen og KL er blevet enig om en kommuneaftale for 2021, der ifølge regeringen indebærer en ”prioritering af den borgernære velfærd” på over to milliarder, men FOAs formand Mona Striib, er knapt så imponeret.

– Det gjorde godt at høre finansministeren anerkende det store arbejde de ansatte i kommunerne har leveret i denne tid, men når man renser aftalen for såkaldte effektiviseringer og andre tiltag, hvor man fodrer hunden med dens egen hale, så er det der står tilbage 1,5 milliarder kroner mere til velfærden og det dækker ikke udgifterne, fastslår Mona Striib, forbundsformand for FOA i en pressemeddelelse efter aftalen med regeringen og KL er blevet offentliggjort.

Hvis Danmark skal fastholde velfærden med et stigende antal børn og ældre – det såkaldte demografiske træk – lyder regningen på mindst 1,31 milliarder kroner. Det viser beregninger ud fra nye tal fra Danmarks Statistik. Dertil kommer de ekstra udgifter til det specialiserede område, men hvor behovet allerede i år er på 800 millioner kroner.

– Vi er desværre et stykke vej fra de over to milliarder, der skulle til. Aftalen betyder, at kommunerne ikke får tilført de midler, der skal til for at fastholde og udvikle velfærden. Vi bliver ved med at halte bagud, og konsekvensen af det er, at der ikke bliver passet ordentligt på blandt andre de ældre og på vores børn, siger Mona Striib.

Reel genopretning

Hun forklarer at regeringen og støttepartierne i deres berømte forståelsespapir lagde op til at Danmark skulle styrke velfærden igen.

– Vi har brug for en reel genopretning af velfærden efter 10 års smalhals. Sådan ser det ikke ud, når man ser denne aftale, mener Mona Striib.

FOAs formand savner også, at aftalen tager højde for nogle af de nye udfordringer, som corona-krisen har gjort os alle sammen bevidste om.

– Når man ser aftalen i lyset af den corona-krise vi stadig er midt i, så skuffer det mig faktisk, at man ikke har lært mere af de nye udfordringer i forhold til hygiejne og rengøring vi har fået. Det er godt, at der afsættes akutte midler til ekstra hygiejnisk rengøring. Men efter krisen kommer vi alle sammen til at tænke rengøring af institutioner m.m. på en hel ny måde. Den nye udfordring er der ikke andet svar på end nogle generelle midler til nye velfærdsprioriteringer, som så i øvrigt skal findes ved at spare på eksterne konsulenter og ved omprioriteringer. Det kunne de godt have gjort bedre, siger Mona Striib.

Fakta

Aftalen om kommunernes økonomi

Fredag er finansministeriet og Kommunernes Landsforening, KL, blevet enige om en aftale for økonomien for 2021.

Den nye aftale for 2021 giver kommunerne mulighed for at bruge 21,6 milliarder kroner på renovering og byggeri. Samtidig finder man 750 millioner kroner ved at spare på konsulenter.

Desuden dækker staten de ekstraomkostninger, coronakrisen har medført.

Økonomien i kommunekasserne har stor indvirkning på borgernes hverdag.

Læs mere her:

* De 98 kommuner har ansvar for mange af de vigtigste offentlige ydelser.

* For eksempel folkeskoler, daginstitutioner, ældrepleje, tandpleje, beskæftigelsesindsats i jobcentre, biblioteker, integrationsindsats og mange flere.

* Kommunerne står for omkring halvdelen af det samlede offentlige forbrug.

* De kommunale budgetter lægges hvert år fast efter forhandlinger mellem regeringen og KL.

* Der fastsættes en overordnet ramme for kommunernes budget, hvor indtægter og udgifter skal være i balance.

* Forhandlingerne er sket mellem Finansministeriet i form af finansminister Nicolai Wammen, KL-formand Jacob Bundsgaard (S) og næstformand Martin Damm (V).

* Forhandlingerne sætter rammen for de budgetter, kommunalbestyrelserne nu skal lave for 2021. Det er her, at de konkrete, lokale valg om velfærden bliver truffet.

* Sidste års kommunalaftale gav samlet kommunerne lov til at bruge 388,9 milliarder kroner. Heraf 261,8 milliarder kroner på service og 19,1 milliarder kroner på byggeri og renovering.

Kilder: Finansministeriet, KL.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu