ANNONCE

Fodboldnedtur i Randers

19. april 2021 20:56 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

FC Midtjylland var på besøg mandag aften

Fodboldnedtur i Randers
Begge hold fik ét point med fra kampen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland forpassede mandag aften muligheden for at udbygge forspringet i toppen af Superligaen, da de forsvarende danske mestre spillede 0-0 i Randers.

Brøndby og FC København havde begge spillet uafgjort i weekendens kampe, men det formåede FCM ikke at udnytte, da kronjydernes defensiv holdt stand.

FCM dominerede store dele af første halvleg, mens Randers kom bedre med efter pausen. Ingen af holdene fik dog puttet bolden i kassen.

Pointdelingen efterlader status quo i mesterskabsspillet. FCM fører derfor fortsat Superligaen med 50 point efter 25 kampe, hvilket er 4 point mere end Brøndby på andenpladsen.

I den anden ende ligger Randers nummer seks med 33 point, og kronjyderne har nu ikke vundet i 22 superligakampe i træk mod FCM.

Store chancer i begge ender

Randers var fint med i kampens begyndelse, hvor der var store chancer i begge ender.

Først var østrigske Marvin Egho tæt på at bringe hjemmeholdet foran på et frit skud i feltet, mens FCM’s Anders Dreyer blev afvist af stolpen kort tid efter.

Herefter satte FCM sig fuldstændig på kampen. Randers stod dybt over for udeholdet, som gentagne gange blev farlige uden dog at få hul på bylden.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

Anden halvleg begyndte lige så livligt som første, og begge mandskaber angreb i højt tempo.

Randers stod stadig dybt men lurede på omstillingerne. Det afholdt FCM fra at lægge det helt store tryk, og gæsterne fik ikke skabt det samme antal chancer som i første halvleg.

Mod slutningen fik FCM etableret et større pres, men kampen forblev målløs.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu