ANNONCE
Tre personer måtte springe til siden, da en mandlig varebilsfører med politiet efter sig kørte op på fortovet på Østervold i Randers.
Det skriver Østjyllands Politi.
Politiet jagtede varebilen i forbindelse med et indbrud på en adresse i byen Auning tæt ved Randers.
“I forbindelse med eftersættelsen kørte den mandlige fører meget hasarderet og blandt andet flere gange ind over fortove og tæt på modkørende,” skriver politikredsen i pressemeddelelsen.
Biljagten fik en brat ende, da varebilen kørte ind i en bygningsfacade på Østervold.
Herefter blev den mandlige fører samt en kvinde – der også er mistænkt for indbruddet – anholdt.
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til biljagten og i særdeleshed de tre personer, der måtte springe til siden, da varebilen kørte på fortovet ved Østervold.
ANNONCE