Fødevarekontrol finder svin i oksekød

17. december 2015 12:29 | Af: Ritzau Fokus

I hver fjerde stikprøve, som Varefakta har lavet, er der spor af kødarter, der ikke skal være i produkterne.

Fødevarekontrol finder svin i oksekød
Arkivfoto: Colourbox.

Spor af svinekød i det, der skulle være rent oksekød og spor af kylling i en partypølse, der kun skulle indeholde svinekød.

I fire ud af 17 stikprøver af madvarer har Varefakta fundet kød, der ikke fremgik af varedeklarationen.

– Fire af de 17 prøver viste spor af andre kødarter, end deklarationen lovede, skriver Varefakta i en pressemeddelelse.

Varefakta understreger, at der er tale om meget små afvigelser, og at der langt fra er tale om en ny hestekødskandale, som den der ramte blandt andet Danmark i 2013.

Oksekød skal være oksekød

– Forbrugerne må og skal kunne regne med, at når der står oksekød i deklarationen, så er det oksekød og kun oksekød, der er i pakken, siger Helga Møller, direktør i Varefakta, der kontrollerer alle produkter, der bærer Varefaktas kvalitetsmærke, en sort trekant.

– Selv om afgivelserne er små, så understreger resultatet, at der er behov for uvildig stikprøvekontrol, siger hun.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu