Føj! Så klamt kan din bils klimaanlæg være

21. juli 2019 15:48 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Lugt og manglende effektivitet er tegn på, at du bør få renset bilens klimaanlæg. Alternativet er et bakteriefyldt indeklima i kabinen.

Du har måske bemærket en ubehagelig lugt, der strømmer fra bilens aircondition– eller klimaanlæg, når du tænder det.

Efter et par minutter er den væk igen, og det samme er tanken om, at du skal have gjort noget ved det.

Men det bør du.

– Lugten er tegn på bakterier, forklarer Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent hos FDM.

– Og det kan blive så grelt, at du er nødt til at have bilen på værksted for at få anlægget renset, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under videoen

Derfor kan du med fordel med jævne mellemrum selv sørge for at rense den del af klimaanlægget, som sidder inde i bilen. Det kan du gøre med rensepatroner, der er lavet til formålet.

– Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af anlægget, og hvor ofte det bliver brugt. Men hvis det skal virke forebyggende, skal man gøre det cirka en gang om året, siger Yasser Abaiji.

I galleriet ovenfor kan du se gode tips til, hvordan du passer på klimaanlægget i bilen.

Gør bilen rent

Han nævner desuden rengøring af resten af bilen som et forebyggende tiltag, hvis du vil forhindre, at bakterierne ender med at ligge og hygge sig i klimaanlægget.

– Bakterierne er organisk materiale, der for eksempel kan komme fra gammelt rugbrød. Så hold bilen ren indvendig, for så kan bakterierne ikke gro, siger Yasser Abaiji.

Du kan også med fordel slukke dit klimaanlæg, cirka ti minutter før du ankommer til din destination.

Når du slukker for den kølende effekt, vil anlæggets fordamper nemlig tørre – og du undgår den fugt og kondens, som skaber gode rammer for bakterievækst, forklarer FDM’s rådgiver.

Service hvert andet år

Derudover skal du cirka hvert andet år have service på den del af klimaanlægget, du ikke selv kan komme til. Her skal der blandt andet påfyldes nyt kølemiddel.

Det er sædvanligvis ikke en del af det almindelige servicetjek, så tal med mekanikeren om, hvad der skal tjekkes – både i og uden for kabinen.

Der er ingen ikoner, der lyser, hvis klimaanlægget mangler kølemiddel, men du kan – foruden lugten – holde øje med et par andre ting, forklarer Lars Kiholm, teknisk chef hos Applus Bilsyn.

– Hvis filtrene er stoppede, vil anlægget have svært ved at trække luften ind udefra, og det kan man mærke på luftkvaliteten, siger han.

I så fald vil det i høj grad være den gamle luft, der recirkuleres rundt.

Der skal være nok kølemiddel

Du kan også mærke det på anlæggets generelle effektivitet.

Hvis du sjældent eller aldrig bruger klimaanlægget, er det også en god grund til at få det tjekket.

– Ellers opdager man først, at kølemidlet er fordampet, når man holder i 40 graders varme i et andet land.

Og i værste fald kan mangel på kølemiddel ødelægge klimaanlægget.

Fakta

Klimaanlæg og aircondition - hvad er forskellen?

Rigtig mange danskere har enten aircondition eller klimaanlæg i deres biler. Men hvad er egentlig forskellen?

Grundlæggende er et klimaanlæg et mere avanceret system end aircondtion.

I en bil med fuldautomatisk klimaanlæg vil kabinen være udstyret med en masse følere og sensorer, der hele tiden giver information til bilens system om temperaturen forskellige steder i kabinen.

På den måde sørger klimaanlægget selv for at holde den temperatur i bilen, man beder den om.

Et airconditionanlæg er derimod ofte kun udstyret med en knap, som tænder og slukker for anlægget, og der er ikke sensorer og følere i bilen.

Ofte kan man derfor kun justere, hvor kold luften skal være med et airconditionanlæg – og ikke den præcise temperatur.

Kilde: Skortensgaard.dk

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu