Føj for et klamt sommerhus: Vil du bo der?

12. februar 2019 13:55 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det var en overraskelse af de mere trælse, som Jan Frandsen og hans kone fik i et udlejnings-sommerhus.

Del:

Det der skulle have været et par hyggelige dage væk fra hverdagens trummerum for Jan Frandsen og frue forvandlede sig i stedet til noget af et halvklamt mareridt mellem gamle hundehår, fedt, spindelvæv og farlige lamper.

Lørdag sidst på eftermiddagen, efter mørkets frembrud, ankommer parret til udlejnings-sommerhuset på Fyrrevej i Nr. Lyngby ved Løkken.

I det mørke hus er det ikke så let at se noget, mange lamper virker ikke, men parret tænder op i brændeovnen, hygger lidt og går i seng ved 22-tiden. Som de har gjort så mange gange før, når de har lejet sommerhuse rundt omkring i landet.

Næste morgen får parret en fornemmelse af, noget ikke helt er, som det bør være, når man overtager – og betaler – for et hus. En følelse af hele tiden at blive ramt af et spindelvæv, mens man bevæger sig rundt i huset, får Jan til at kigge det lidt nærmere efter i sømmene. Og hjørnerne. Og bag sengene. Blandt mange andre steder.

– Der var beskidt og ulækkert. Der var ikke gjort rent, siger Jan Frandsen til Newsbreak.dk.

Fruen og Jan finder store plamager af fedt i opvaskemaskinen, støv og spindelvæv på skabe, bag ved sengen, lodne hundehår på fodlisterne, fedt på emhætten…

– … og lort på kanten af lokummet, fortæller Jan, der ikke mener, han som sådan lider rengøringsvanvid.

– Men når det er andres skidt…, som han udtrykker det.

Manglede pærer

I mange af lamperne mangler der pærer, og Jan er glad for, der ikke er børn med i sommerhuset, der kan stikke fingrene op i fatningerne på lamperne.

Normalt skal der noget til, før Jan lader sig påvirke, men denne gang synes han alligevel, at den manglende rengøring er af sådan en karakter, han vælger at kontakte Dancenter Løkken, som huset er lejet igennem.

Her er man – umiddelbart – kede af situationen, og i løbet af en halv time står der en kvinde på adressen. Klar til at rengøre huset. Altså, indtil det er besigtiget.

– Hun siger “Det her kan jeg ikke klare på en time eller to. Der skal en hovedrengøring til”, siger Jan Frandsen.

‘Det er dit problem’

Han kontakter derfor igen Dancenter, der beder ham og hustruen om at forlade huset, mens rengøringen står på. Det mener den uheldige lejer vil være helt fair, hvis det drejede sig om en time eller to, men ikke, hvis det tager seks timer eller måske det meste af en dag, før huset igen opretholder den standard, man må kunne forvente, når man lejer et sommerhus.

– Jeg spørger, hvor jeg skal tage hen, og får at vide, det er mit problem, siger Jan Frandsen.

Han beder derfor om at blive flyttet til et andet – rent – hus, men får at vide, at kvinden i telefonen ikke har bemyndigelse til at flytte Jan og fruen.

Hun beder derfor Jan om at kontakte kontoret mandag. Det gør Jan – personligt, og med en stak billeder af den manglende rengøring på sin telefon. Det åbner dog ingen døre til et nyt hus.

På kontoret får han ret i, det ikke ser godt ud, men at han samtidig har afslået at få hjælp. Jan mener dog, at han har afslået at forlade huset en halv til en hel dag. Igen får han at vide, at det ikke er Dancenters problem, hvor parret vil tilbringe tiden, mens der bliver gjort rent.

Nyt hus eller afslag

Ifølge Jan Frandsen er man nu nået til et punkt, hvor den diskussion ikke fører til noget nyt. Så han beder om enten et andet hus eller et afslag i de 1835 kroner, der er betalt for de fire overnatninger.

Det vil man hos Dancenter ikke gå med til. Til gengæld bliver han tilbudt en gratis slutrengøring, der normalt koster 900 kroner. Det får endelig Jan en smule op i det røde felt.

– Kan du ikke høre, hvor sjofelt, det er? Jeg klager over rengøringen og så tilbyder du en slutrengøring, siger Jan ifølge ham selv til Dancenters medarbejder.

Derfor afslår Jan tilbudet. Han og hustruen gør altid selv rent og sparer de penge. Denne gang vil man dog ikke forlade huset rengjort, da det blev modtaget i den stand, det blev.

Til det har medarbejderen – ifølge Jan – et helt klart svar: En regning på… ja, rengøring.

– Er det dit svar, at du siger, jeg får en regning på rengøring, spørger en overrasket Jan medarbejderen.

Det var det, siger han.

Delt på Facebook

Ifølge Dancenter er det ejerne, der står for hovedrengøring, en slutrengøring består i at tørre overflader, støvsuge og lignende.

– Jeg er klar over, der er forskel på husene om du giver 2.000 eller 7.000 kroner. Men derfor kan det godt være rent, siger 55-årige Jan Frandsen, der kommer fra Assentoft ved Randers.

Delt på Facebook

Oplevelsen har Jan Frandsen valgt at dele på Facebook. Det opslag er blevet genstand for en del opmærksomhed. Her har det i skrivende stund fået 265 kommentarer og mere end 800 delinger. Umiddelbart lader det til, at Jan Frandsen og konens oplevelse ikke er enestående.

Velkomne til at klage

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra Dancenter i Løkken. Det har det til gengæld været hos hovedkontoret i København.

Her oplyser man, uden at være bekendt med den enkelte sag, at Jan Frandsen er velkommen til at klage til Dancenter.

– Hvis man er utilfreds med håndteringen kan man klage over den. Så bliver den vurderet af en tredjepart, siger Thorkild Carøe, chef for kundeservice i København, til Newsbreak.dk.

Han understreger, at der ofte findes en forståelse mellem lejer og det lokal Dancenter-kontor, men når det ikke er tilfældet, er det altså muligt at gå videre i systemet.

– Så finder vi normalt en løsning, siger kundechefen.

Hvis den stadig ikke er tilfredsstillende har Jan Frandsen en mulighed mere; nemlig at gå videre til ankenævnet for feriehusudlejning.

– Som forbruger er man ret godt beskyttet, siger Thorkild Carøe.

Ikke enig

Jan Frandsen har allerede været i kontakt med hovedkontoret i København. Her fik man dog et noget andet svar – om end, der som sådan ikke var givet en mere officiel klage.

I københavn fik Jan umiddelbart ret i, at sagen var behandlet dårligt. Man lovede at kigge på det og vende tilbage. Det gjorde hun tre timer senere:

– Hun sagde, sagen var afgjort efter samtale med lokalkontoret i Løkken, og hun her havde fået at vide, vi ikke var berettiget til noget.

Her ligger sagen altså nu. Indtil videre. For Jan Frandsen vil klage – når parret igen er hjemme i Assentoft. De befinder sig nemlig stadig i huset i Nr. Lyngby.

De lader sig ikke kue af oplevelsen, de har fået gjort lidt rent og vil ikke lade episoden ødelægge deres miniferie.

Men Jan Frandsen er ikke i tvivl:

– De skal nok ikke regne med mig som stamkunde. Jeg føler mig røvrendt. Det her slår alt, hvad vi har prøvet, slutter han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu