ANNONCE

Før braget: “Verden vil aldrig glemme mig”

29. december 2020 19:07 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Tre personer blev såret i stor eksplosion, og en mistede livet.

I Nashville, USA, ved man nu, hvem det var, der bragte en camper til sprængning midt i byen. Til gengæld er man stadig i tvivl om, hvorfor manden valgte at tage sit eget liv på den måde, han gjorde.

ABC 7 har været i kontakt med Rick Laude, der indtil for få dage siden var nabo til den døde mand, og de to havde en samtale den 21. december, hvor Rick Laude spurgte, om julemanden havde noget godt med til naboen i 2020.

– Åh ja, hverken Nashville eller resten af verden kommer til at glemme mig, sagde manden til Rick Laude, der med egne ord blev mundlam, da han fandt ud af, at myndighederne tror, at hans nabo siden sprængte sig selv i luften.

Mysterier

Mens man altså er ganske sikre på, hvem det var, man fandt død efter eksplosionen, der i øvrigt sårede en række uskyldige borgere, prøver man fra myndighedernes side stadig at stykke et motiv sammen.

– Vi håber, vi finder et svar. Nogle gang er det bare umuligt, siger David Rausch, chef for Tennessee Bureau of Investigation i et interview med NBC.

– Den nemmeste måde at få et svar er ved at tale med personen selv. Det har vi ikke mulighed for her, siger David Rausch.

Masser af tips

Det er ikke fordi, myndighederne arbejder ud fra ingenting. ABC 7 skriver, at man har modtaget et hundredevis af tips fra offentligheden. Det har bare ikke før noget gennembrud med sig. Heller ikke mandens fortid fortæller nærmere om hans sidste handling på denne jord. Hans sidste sammenstød med politiet var, da han i 1978 blev sigtet for at overtræde en lov om euforiserende stoffer.

Som Newsbreak.dk tidligere har fortalt, blev der fra klokken 06.15 1. juledag afspillet en besked fra den parkerede camper, der bad folk om at forlade området.

Politiet fik på den måde evakueret flere bygninger, og det har formentlig heddet flere menneskeliv. Det er også med til at give myndighederne et praj om, hvad det var, manden ville opnå med sin handling.

– Det har formentlig handlet mere om ødelæggelse end død. Men det er alt sammen blot spekulationer, mens vi efterforsker, siger David Rausch, ifølge ABC 7, til NBC.

Spor

Camperen eksploderede ud for en bygning ejet af teleselskabet AT&T, og mobiltelefonikommunikation, såvel som politi og sygehuses interne kommunikation i flere sydlige stater i USA, var i problemer efter eksplosionen.

ABC 7 henviser til en anonym repræsentant for myndighederne, der til AP har sagt, at man arbejder med den teori, at camperen eksploderede, hvor den gjorde, netop fordi AT&T havde en bygning på gaden.

Ifølge ABC News blev camperen parkeret foran bygningen få timer før, den eksploderede. ABC News har været i kontakt med flere repræsentanter for politiet, der fortæller, at man undersøger, om paranoia over 5G har været en del af motivet for eksplosionen.

Douglas Korneski, repræsentant for FBIs afdeling i Memphis, fortæller, at man ikke kender baggrunden for eksplosionen, men at man ser på alle mulige potentielle motiver.

Ifølge ABC 7 har man fundet ud af, at manden, der døde i eksplosionen, havde erfaring med at arbejde med elektronik og computere. Hans ejendom er blevet gennemsøgt af politiet, og billeder fra Google Maps, af hans ejendom, viser en camper lig den, der blev bragt til sprængning 1. juledag, ved hans ejendom.

Tre mennesker kom til skade, og 40 virksomheder blev direkte påvirket af eksplosionen.

Man er fra myndighedernes side ganske sikre på, hvem det er, der er fundet død nær resterne af camperen. Men man ved fortsat ikke, hvorfor camperen blev bragt til sprængning til at starte med.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu