ANNONCE

Først frifundet: Landsret siger dødsvold

27. januar 2020 22:55 | Af: Ritzau Fokus

Østre Landsret har idømt norsk kvinde tre og et halvt års fængsel og udvisning. I byretten blev hun frifundet.

En 44-årig norsk kvinde er i Østre Landsret mandag kendt skyldig i dødsvold begået mod en hestehandler fra Skibby på Midtsjælland. Hun idømmes tre og et halvt års fængsel og udvises for bestandig. Det skriver Statsadvokaten i København på Twitter.

Dermed omgør landsretten den afgørelse, som Retten i Hillerød sidste år nåede frem til i samme sag. Her blev kvinden, Linda Nedkvitne, frifundet.

Sagen udspringer af en episode i slutningen af december 2017 på Hovedgaden i Skibby, hvor en 53-årig heste- og kreaturhandler døde.

Han var i et forhold med den nu dømte kvinde.

Spark eller slag

Ifølge anklageskriftet påførte hun ham skader, som i kombination med forkalkningsforandringer af kranspulsårerne og forkalkningsforandringer i legemspulsåren var årsag til, at han afgik ved døden.

Af anklageskriftet fremgår det, at Linda Nedkvitne tildelte sin kæreste tre slag eller spark i ryggen samt stak ham adskillige gange i hovedet med en skruetrækker.

Blandt andet fik han et fem centimeter dybt stik i venstre side af ansigtet.

Overraskelse

Mens Retten i Hillerød ikke mente, at bevismaterialet var tilstrækkeligt i sagen til at dømme kvinden, har Østre Landsret altså en anden opfattelse.

Hendes forsvarer, Christina Schønsted, fortæller, at både hun og Linda Nedkvitne er yderst overraskede over landsrettens afgørelse.

– Vi er helt bestemt overraskede. Særligt fordi retten har dømt hende efter straffelovens § 246, siger Christina Schønsted.

Det betyder, at kvinden er kendt skyldig i legemsangreb under særligt skærpende omstændigheder.

– Der har været det samme bevisgrundlag i byretten og landsretten. Alligevel har landsretten nu – i modsætning til byretten – kendt hende skyldig, siger forsvarsadvokaten.

Hun har endnu ikke læst Østre Landsrets begrundelse for afgørelsen.

– Nu skal min klient og jeg lige have mulighed for at læse dommen igennem, siger Christina Schønsted.

Den 44-årige nordmand har gennem sagen nægtet sig skyldig.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu