ANNONCE

Folkekær stjerne død

19. oktober 2020 21:42 | Af: Ritzau Fokus

Maud Hansson Fissoun blev folkekær i Sverige i rollen som tjenestepigen Line i "Emil fra Lønneberg"-filmene.

Folkekær stjerne død
Maud Hansson Fissoun spillede Lina (midten) i Emil fra Lønneberg. Foto: Scanpix

Den svenske skuespiller Maud Hansson Fissoun er død.

Skuespilleren, som er mest kendt for sin rolle som pigen Line i serien og filmene om “Emil fra Lønneberg” i 1970’erne, blev 82 år.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Hun døde 1. oktober, men det er først mandag, at det er blevet oplyst, at skuespilleren er død.

Folkekær i Lønneberg

Maud Hansson Fissoun var allerede som ung aktiv på teaterscenen. Men det var med sin rolle i serien og filmene baseret på Astrid Lindgrens klassiker “Emil fra Lønneberg”, at hun blev mest kendt.

Serien følger knægten Emils drengestreger på familiens gård i Lønneberg i Småland, Sverige.

Maud Hansson Fissoun spiller pigen Line, som er ansat som tjenestepige på gården.

Og med rollen sikrede hun sig en plads i det svenske folks hjerter. Det siger Jan Göransson, pressechef i det svenske filminstitut, til Aftonbladet.

– Som den kærlighedssøgende pige i “Emil fra Lønneberg”-filmene tog hun for evigt en plads i det svenske folks hjerter.

– I den rolle blev hun folkekær, siger Jan Göransson.

Tjenestepigen Line sender i serien og filmene mange lange blikke efter karlen Alfred, der ofte kommer Emil til undsætning, når han har lavet ulykker.

Med i ikonisk klassiker

Ifølge Jan Göransson er Maud Hansson Fissoun et stort svensk skuespillernavn.

– Hun var mangesidig og med mange seriøse roller i både tv og teater. Og hun har arbejdet med nogle af de allerstørste, siger han og nævner blandt andre filminstruktør Ingmar Bergman.

Bergman gav hende som 19-årig en rolle i filmklassikeren “Det Syvende Segl” fra 1957, hvor hun spiller en ung kvinde, som bliver brændt på bålet.

Maud Hansson Fissoun giftede sig i 1960’erne med den græsk-russiske skuespiller Petros Fissoun, der døde i 2016.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu