ANNONCE

Folketinget forlænger og udvider hjælpepakker

18. april 2020 16:27 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Finansministeriet meddeler, at alle partier i Folketinget er blevet enige om at udvide og forlænge hjælpepakker, så de nu løber frem til 8. juli.

Folketinget forlænger og udvider hjælpepakker
Der stilles nu krav om, at virskomhederne ikke udbetaler udbytte, hvis de vil have del i hjælpepakkerne. Foto: Scanpix

Regeringen og Folketingets partier forlænger nu den hjælpende hånd, der holder hånden under en lang række danske virksomheder, der er ramt af corona-krisen.

En række af tiltagene i de økonomiske hjælpepakker bliver nemlig forlænget til 8. juli. Det skriver Finansministeriet.

Desuden kommer der også en række nye tiltag, der skal forhindre fyringer og konkurser.

Blandt de nye tiltag er en kompensationsordning for freelancere, der har både A- og B-indkomster, samt udbetaling af allerede indbetalt moms som et rentefrit lån til udvalgte erhverv, blandt andet fysioterapeuter og tandlæger.

Desuden skal virksomheder, der modtager mere end 60 millioner kroner fra hjælpepakkerne, nu erklære, at de ikke vil udbetale udbytte eller lave aktietilbagekøb i regnskabsårene 2020 og 2021.

100 milliarder

Ifølge Finansminister Nicolai Wammen har udvidelsen af hjælpepakkerne en samlet værdi af 100 milliarder kroner.

Det fortæller han til ministeriets hjemmeside:

– Jeg er meget tilfreds med, at regeringen sammen med et enigt Folketing nu forlænger og styrker de hjælpepakker, der holder hånden under danske arbejdspladser, danske lønmodtagere og danske virksomheder under coronakrisen.

– Der er tale om en pakke med tiltag i form af tilskud, garantier og likviditet for samlet cirka 100 milliarder kroner.

– Det er altså 100 milliarder kroner ekstra, der skal bidrage til at holde hånden under endnu flere arbejdspladser, siger Nicolai Wammen til hjemmesiden.

Vil hjælpe risikogrupper

Desuden vil man kigge på, om der kan findes en løsning for de personer, der har svært ved at møde fysisk op på arbejde grundet deres helbred.

Disse personer i risikogrupperne vil der blive afsat 200 millioner kroner til, skriver Finansministeriet.

Det er endnu uvist, hvordan en sådan løsning vil kunne se ud.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu