Forældre skal få deres børn til at læse bøger

30. oktober 2019 16:48 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Dagens børn kan fint læse, når de sidder med en skærm. Men her hersker distraktionerne også.

Forældre skal få deres børn til at læse bøger
En bog af papir kommer aldrig til at minde dig om, at du ikke har tjekket Facebook den sidste time. Derfor er det sundt for børn at læse. Genrefoto.

Danske børn er gode til at læse på skærme men de børn, der læser mest på skærme er dårligere læsere end dem, der har et mere moderat læseforbrug på skærme.

Det fortæller Jeppe Bundsgaard, professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter under videoen

Newsbreak.dk har spurgt Jeppe Bundsgaard om danske børns læseevner, efter at flere danske medier har omtalt en analyse af den såkaldte ePIRLS 2016.

Hvor godt læser børn?

ePIRLS 2016 er en international undersøgelse af 4. klasseselevers evne til at læse informerende tekster, altså en form for skoletekster. Analysen viste, at de 10-årige elever i 2016 var lidt dårligere til at læse tekster på papir, end de var i 2011. Analysen viste også, at de 10-årige elever i 2016 var bedre til at læse tekst på en skærm end på papir.

Spørger man Jeppe Bundsgaard, er det ikke et problem, at danske børn er bedre til at læse tekster på en skærm end på et stykke papir.

Hvor distraktionerne gemmer sig

– Skal jeg vælge, vil jeg helst have, at de er gode til at læse på en skærm, siger Jeppe Bundsgaard og henviser til, at det nu engang er foran en skærm, mennesket i dag bruger rigtig meget tid.

Problemet er, at de børn, der bruger rigtig meget tid på at læse på computere, tablets, telefoner og andre skærme, er dårligere læsere end de børn, der har et mere moderat læseforbrug på skærme, og det kan der i sig selv være forskellige forklaringer på.

Jeppe Bundsgaard bruger en del af sit arbejdsliv på at forske i børns læsevaner, og han tror, at børn, der læser meget på skærme, er lette at distrahere, mens de læser.

– Man får notifikationer, mens man læser. Man slår noget op på Wikipedia, og så går man på Facebook, siger Jeppe Bundsgaard.

Glem ikke bøgerne

Aarhus Universitet omtalte analysen af ePIRLS 2016 29. oktober i pressemeddelelsen “Danske elever er gode online-læsere, men glem ikke bøgerne,” og her var konklusionen blandt andet, at forældre fortsat skal opfordre børn til at læse mange bøger. Men hvorfor skal de det?

Jeppe Bundsgaard fortæller Newsbreak.dk, at forskning igen og igen viser, at børn, der vokser op i hjem med mange bøger stående fremme, er bedre læsere end børn, der vokser op i hjem med få eller ingen bøger stående fremme.

Man ved definitivt ikke, hvorfor det forholder sig sådan, og Jeppe Bundsgaard fortæller, at han heller ikke ved, om børn, der er vokset op i et hjem med mange bøger, er bedst til at læse på en skærm eller et stykke papir. Sikkert er det dog, at forældrene spiller en vigtig rolle i at få deres børn til at blive gode læsere.

– Vi ved, at der er en sammenhæng mellem forældre, der selv læser og deres børn. Børn, der vokser op i hjem med mange bøger, de læser godt, siger Jeppe Bundsgaard.

Når man samtidig ved, at de børn, der bruger rigtig meget tid foran en computerskærm, blandt andet på at læse, ikke læser lige så godt som dem, der har et mere moderat skærmforbrug, tegner der sig et mønster, mener Jeppe Bundsgaard.

– Bøgerne giver dig ikke så mange interaktionsmuligheder, siger Jeppe Bundsgaard.

Skærmen løser ikke alle problemer

Med andre ord; forældre skal ikke stikke deres barn en skærm i hånden i forventning om, at de bliver gode læsere af det alene. For lader forældrene deres børn bruge for meget tid foran en skærm uden opsyn, lærer børnene ikke at fokusere på én ting ad gangen, når de eksempelvis skal læse en tekst på skærmen.

I pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet optræder lektor emeritus Jan Mejding fra DPU, der har lavet den nye analyse af ePIRLS 2016. Han bliver blandt andet spurgt, om undersøgelsen viser, at bøgerne er ved at have udspillet deres rolle i forhold til at fremme børns læseevne.

– Nej, det har de ikke. Det er i store træk de samme færdigheder, vi anvender, når vi læser på en skærm, som når vi læser på papir. Og der ikke noget i vores resultater, der tyder på, at man bliver bedre til at læse tekster på en skærm, jo mere man læser på skærme i dagligdagen. Derfor er det stadig de samme råd, der gælder, når børn skal lære at læse: De skal læse en masse bøger, og de skal læse om noget, de synes er interessant, siger Jan Mejding.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu