Ekstra lange ventetider på nyt pas

Rejselystne danskere gør, at udstedelsen af pas bliver tidoblet. Og i nogle kommuner bliver ventetiden på pas længere

I værste fald kan der gå over en måned, får du holder dit nye pas i hånden.
I værste fald kan der gå over en måned, får du holder dit nye pas i hånden.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: NB-Kommune

Danskerne vil ud af coronaens skygge og nyde ferie syd på. Men før de kommer så langt, skal mange have et nyt pas, da det gamle er udløbet, mens det har ligget i skuffen i coronatiden. 

Efterspørgslen på at få pas er kæmpe stor, og det udløser længere ventetid hos borgerservice i nogle kommuner. 

Statistikken for udstedelse af pas taler et klart sprog. Det viser nye tal, som NB-Kommune har fået fra Rigspolitiet.

Ekstra pres

I januar i år blev der med Rigspolitiets sprogbrug produceret 7.396 pas. I maj var produktionen ti gange så stor - nemlig 73.717 pas. 

Der er altid pres på udstedelse af pres op til sommerferie-perioden, men i år er det pres ifølge flere kilder ekstraordinært stort.

- Vi har en paspukkel fra coronatiden, som gør, at mange gerne vil have et pas nu, fortæller Henrik Kjeldsen, som er chef for borgerservice i Herning Kommune, til NB-Kommune.

-Stort efterslæb

I Københavns Kommune taler borgerservicechef Line Friedrichsen om et stort efterslæb.

- Vi oplever massiv efterspørgsel på pas nu. Vi har 10 til 12 dages ventetid for borgerne på at kunne møde op i borgerservice for at få klaret formalia og blive fotograferet. Der er et stort efterslæb fra coronatiden på udstedelse af pas, siger Line Friedrichsen til NB-Kommune.

Ekstra mandskab

Mange kommuner har gjort noget ekstraordinært for at imødekomme pas-hungrende borgere.

I Herning har man ansat en ekstra person til udelukkende at arbejde med pasekspedition. I Esbjerg har man udvidet åbningstiderne i borgerservice. 

I København trækker man alle de folk ind, man kan.

- Vi har omrokeret rigtig mange medarbejdere internt og hyret eksterne vikarer ind for at kunne indhente noget af efterslæbet på udstedelse af pas. Og alle, der vil tage ekstra timer med pasarbejdet, får det for tiden. Og vi kommer til at hyre flere eksterne vikarer ind, siger Line Friedrichsen.

Op til 33 dage

I København skal borgere indstille sig på at vente 10 til 12 dage fra booking af tid, til de kan møde op i borgerservice. Når de så har været der, kan der gå 14 til 21 dage, før Rigspolitiet har lavet passet, og PostNord har bragt det ud. 

Altså i værste fald kan der gå 33 dage med at få et nyt pas.

- Der kommer nogle borgere, som har akut brug for et nyt pas. Dem prøver vi selvfølgelig på at hjælpe for eksempel med en forlængelse af et udløbet pas eller med et hastepas - altså et midlertidigt pas. Men generelt anbefaler vi folk at være ude i god tid, hvis de skal have pas, siger Line Friedrichsen.

Powered by Labrador CMS