Følger du også denne trend

Det grå efterårsvejr kalder på forkælelse og indehygge. Læs her, hvilke kaffespecialiteter du skal servere og nørkle med i efteråret.

Cappuccino er en espressobaseret mælkekaffe fra Italien. Nogle drysser den med kakao eller kanel. Den kan også serveres med rørsukker. (Arkivfoto)
Cappuccino er en espressobaseret mælkekaffe fra Italien. Nogle drysser den med kakao eller kanel. Den kan også serveres med rørsukker. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Sommeren går på hæld, og vejret bliver gradvist koldere.

Og når regn og blæst viser tænder, er der få ting så sjælevarmende som en god kop kaffe, der rigtig er kræset for.

- Jeg synes, at en flat white er rigtig god til en efterårsdag, hvor man gerne vil hygge og forkæle, siger Henrik Lindegaard, der er faglærer på Hotel- og Restaurantskolen, hvor han blandt andet underviser i kaffe.

En flat white minder størrelsesmæssigt om en cappuccino, men er mindre sød og cremet i sit mælkeskum.

Flat white

En flat white laves med et dobbelt skud espresso og mælk, som steames, som man kender det fra en latte.

- En flat white er i gåseøjne mere en kaffe med mælk, mens cappuccinoen er mere dessertagtig. Men man får stadigvæk den der cremede fylde, som gerne må være på kaffen i efteråret, siger Henrik Lindegaard.

Og apropos cremet fylde så kan du også gå forkælelsesplanken ud og lave en rigtig cappuccino.

- Den ville jeg ty til på en grå dag, hvor der er tid til at kræse og nørkle, siger Kian Lindblad Hickmann, der er danmarksmester i barista og souschef hos Coffee Collective.

Hold styr på dette

Her er der overordnet to ting, du skal have styr på.

Den første del er espressoen.

- Hvis man laver en dårlig espresso, så får man en dårlig cappuccino. For når kaffen er så relativt lille og intens, så vil espressoen smage tilsvarende mere igennem. Derfor skal den sidde lige i skabet, siger Kian Lindblad Hickmann.

Næste trin er mælken.

Den skal helst steames fra kold, og du skal stoppe, når mælken er håndvarm. Herefter skal du svinge den rundt og slå boblerne ned.

- Rigtig manges synes, at mælken er det sværeste. Men hemmeligheden er, at mælken skal være kold, og at man ikke skal steame den i evigheder, for så bliver den alt for massiv og luftig, siger han.

Husk også at bruge noget ordentlig mælk.

Drop minimælk

Mange efterspørger minimælk for at mindske kalorieindholdet i kaffen, men det er at spare det forkerte sted, siger Kian Lindblad Hickmann.

- Mængden af mælk er så lille i en cappuccino, at kaloriebesparelsen vil være lille. Til gengæld vil det gøre en kæmpe forskel for smagen, siger han.

Så hold dig som minimum til en letmælk. Og gerne federe.

Som tommelfingerregel siger man, at jo mindre kaffedrik, jo federe mælk skal man bruge, forklarer Kian Lindblad Hickmann.

- I min optik skal en cappuccino være en rigtig pleaser-kaffe. Den skal være sød, fed, cremet og lækker, siger han.

DANSKERNE VILDE MED KAFFE

* Danskerne er blandt de mest kaffedrikkende folkefærd i verden. Men under pandemien er der solgt to ton færre kaffe på et år.

* Det skyldes især, at caféerne har været lukket - og kaffeaftalerne aflyst. Kaffebranchen forventer, at salget vil normalisere sig igen.

* Samtidig vinder nye kaffetyper frem. Under pandemien er der blevet solgt mere instant kaffe end normalt og flere hele bønner til gourmetkaffe og espresso. Salget af de hele bønner voksede med 20 procent alene i 2020.

Kilde: Dansk Kaffeinformation, kaffebranchens fælles informationskontor.
Powered by Labrador CMS