Alvorligt forbrændt i plejecenter-brand

En beboer i en lejlighed på et plejecenter i Midtjylland er fløjet med helikopter til Rigshospitalet.

En kvindelig beboer på Solgården i Sjørslev er fløjet til Rigshospitalet med forbrændinger efter brand i hendes lejlighed. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En voldsom brand fredag morgen på et plejecenter i Sjørslev har sendt en beboer med helikopter til Rigshospitalets særlige afdeling for brandskader. Kvinden er alvorligt forbrændt, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen til Newsbreak.dk.

Anmeldelsen om branden kom klokken 6.43, og politiet er ved at efterforske en brandårsag, siger han.

– Hendes lejlighed er udbrændt, og der kan være skader på andre lejligheder, siger Nielsen ved 8.40-tiden.

Plejecentret hedder Solgården og ligger i Sjørslev ved Kjellerup. Det er et plejecenter for aktive alkoholikere, der indeholder 21 et-rums boliger og to afklaringsboliger.

Kvindens tilstand er for nuværende ukendt, men hun er altså med lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet i København.

Branden er slukket. Ifølge beredskabsoversigten Odin rykkede Midtjysk Brand & Redning ud fra stationen i Kjellerup, da branden blev anmeldt.

Powered by Labrador CMS