Krybdyr dumpes i naturen: Nu er der håb

Niels Grøn, som fik stjålet krybdyr for 70.000 kroner, har nu åbnet et internat for netop de dyr, der kryber og kravler

Udgivet Opdateret

Se video ovenfor

Efter et indbrud så det sort ud for Niels Grøn.

Men nu har ejeren af Reptilhuset, som er ualmindeligt begejstret for krybdyr, åbnet et internat, som har til huse på hans landejendom mellem Vildbjerg og Sørvad syd for Holstebro. 

- Jeg er glad. Det skal fejres i aften, fortæller 50-årige Niels Grøn til Newsbreak.dk.

Det har været en lang proces at få Fødevarestyrelsens godkendelse i hus, men nu er det lykkedes. 

Dumpes i naturen

På Reptilhusets internat er det altså krybdyr, som man kan indlevere.

- Når folk ikke længere orker at tage sig af deres dyr - for eksempel en slange - så bliver de dumpet i naturen, og her kan de ikke overleve, fortæller Niels Grøn og fortsætter:

- Det bliver jeg ked af at se og læse om. Dyrene skal have et sted at være, hvor de bliver passet ordentligt. 

Krybdyr skal have det lige så godt som alle mulige andre kæledyr, mener Niels Grøn.
Krybdyr skal have det lige så godt som alle mulige andre kæledyr, mener Niels Grøn.

Vil ændre på krybdyrs status

Ifølge ejeren af Reptilhuset har krybdyr lavstatus, men det har han sat sig for at ændre på. 

- Krybdyr skal have det lige så godt som alle mulige andre kæledyr, fastslår han.

Niels Grøn har i forvejen hele 150 krybdyr i Reptilhuset.

Han regner med, at nogle af de dyr, der vil blive indleveret til internatet, skal støde til den store flok. Imens andre skal tjekkes og behandles af en dyrlæge, hvorefter de måske skal adopteres af andre krybdyr-entusiaster.

Tæt på at opgive drømmen

Internatet er ikke det eneste projekt, som Niels Grøn har givet sig i kast med. 

Krybdyr-entusiasten har nemlig haft en drøm om at åbne en zoologisk have, siden han var 12 år gammel. 

Det var et hårdt slag for Niels Grøn, da han fik stjålet krybdyr for omtrent 70.000 kroner tilbage i februar. På det tidspunkt var han faktisk tæt på at kaste håndklædet i ringen. 

Men nu er ejeren af Reptilhuset fast besluttet på at gøre drømmen til virkelighed.

Der er dog lang vej igen. 

- Jeg åbner til påske. Jeg er en ildsjæl, så jeg giver ikke op, fastslår han og tilføjer:

- Lige nu virker det dog umuligt.

Niels Grøn mangler vægge, lofter, strøm og anlæg til krybdyrene, inden hans zoologiske have står klar. Men planen er stadig at åbne for besøgende til påske.
Niels Grøn mangler vægge, lofter, strøm og anlæg til krybdyrene, inden hans zoologiske have står klar. Men planen er stadig at åbne for besøgende til påske.
Det var fire babykrokodiller, to alligatorsnappere og en leopardskildpadde, som krybdyr-entusiasten fik stjålet.
Det var fire babykrokodiller, to alligatorsnappere og en leopardskildpadde, som krybdyr-entusiasten fik stjålet.
Powered by Labrador CMS