Forligsmanden udsætter de varslede konflikter to uger

28. marts 2018 21:30 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Forligsmand Mette Christensen har onsdag besluttet at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked, oplyser Forligsinstitutionen.

Forligsmanden udsætter de varslede konflikter to uger
En eventuel storkonflikt er blevet udsat i to uger. Foto: Mathias Svold/Scanpix

Forligsmand Mette Christensen har onsdag besluttet at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked, oplyser Forligsinstitutionen.

– Som forligsmand bestemmer jeg hermed, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i to uger, lyder det i en pressemeddelelse fra Forligsinstitutionen underskrevet af Mette Christensen.

Beslutningen er taget efter overenskomstforhandlingerne på det statslige område har været i gang det meste af onsdagen. Forhandlingerne fortsætter ifølge TV2 News lørdag.

De offentligt ansattes organisationer har varslet strejke fra den 4. april, mens de offentlige arbejdsgivere har varslet en omfattende lockout for over 400.000 offentligt ansatte fra den 10. april, men disse datoer er altså nu udsat af forligsmanden.

Dermed kan der tidligst udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april.

Kan afbryde forhandlinger

Alternativt kan forligsmanden inden for de to uger erklære, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat, hvorefter strejke og lockout kan udbryde på femtedagen efter erklæringen.

Forligsmanden har også mulighed for at udsætte konflikten endnu en gang med to uger.

Mandag mødtes kommunerne med repræsentanter for deres ansatte. Tirsdag var det i regionalt regi, der blev forhandlet.

Parterne er især uenige om størrelsen på de offentligt ansattes lønstigninger i den kommende årrække, men også stridspunkter om lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause har været knaster i forhandlingen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu