Forlod politik i en storm: Nu er tidligere statsleder død

20. oktober 2018 19:31 | Af: Ritzau Fokus

Wim Kok høstede anerkendelse for et bredt politisk samarbejde og økonomisk fremgang i 1990'ernes Holland.

Forlod politik i en storm: Nu er tidligere statsleder død
Den tidligere hollandske premierminister Wim Kok i juli 2015 under et besøg ved mindesmærket Potocari Memorial i anledning af 20-året for massakren i Srebrenica. Hollands regering fik i en rapport for nogle år siden kraftig kritik for, at hollandske FN-soldater ikke havde gjort nok for at forhindre massakren. Kritikken førte til Wim Koks afgang. Foto: Elvis Barukcic/AFP

Hollands tidligere premierminister Willem “Wim” Kok er død. Det oplyser hans familie til det hollandske nyhedsbureau ANP.

Wim Kok fyldte 80 år for mindre end en måned siden.

Han forlod officielt det politiske liv i 2002, hvor han gik af som Hollands premierminister.

Det skete som konsekvens af en kritisk rapport, der påpegede hollændernes ansvar for massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995.

I 1986 blev Wim Kok leder af Hollands Arbejderparti, som han drejede ind på en mere pragmatisk kurs.

I første halvdel af 1990’erne havde han posten som vicepremierminister og finansminister i en regering sammen med de kristelige demokrater.

Viljestærk leder og dygtig forhandler

De to regeringer, som Wim Kok stod i spidsen for fra 1994 til 2002, bestod af hans eget parti og to liberale partier. Det var de første regeringer i Holland i årtier, som ikke havde deltagelse af de kristelige demokrater.

I det meste af hans tid som regeringsleder var Holland kendetegnet ved økonomisk fremgang, og Wim Kok høstede international anerkendelse for et bredt politisk samarbejde.

Som regeringschef blev han opfattet som en viljestærk leder og en dygtig forhandler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu