ANNONCE

Forsamlingsforbud bliver forlænget

17. april 2020 21:31 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Forsamlingsforbuddet bliver forlænget, fremgår det af Lovtidende.

Forsamlingsforbud bliver forlænget
Forsamlingsforbuddet er blevet forlænget, så det også efter lørdag er forbudt at samles mere end 10 personer. Foto: Scanpix

Det vedbliver at være forbudt med forsamlinger på mere end 10 personer ad gangen længere end først meldt ud. Sundhedsministeriet har nemlig forlænget forbuddet, så det nu gælder frem til den 11. maj.

Således fremgår det af Lovtidende.dk.

Umiddelbart er det ikke den store overraskelse, for forbuddet stod i første omgang til at udløbe lørdag 18. april.

Dagtilbud, skoler og institutioner, der er omfattet af den gradvise og kontrollerede genåbning, vil ikke være omfattet af loven. Det gælder også for aktiviteter, der finder sted på for eksempel skolegårde eller legepladser, som er tilknyttet et dagtilbud, en skole eller en institution.

Forsamlingsforbuddet gælder derudover ikke for begravelser og bisættelser.

Åbnet delvis

Regeringen har onsdag i denne uge åbnet for de skoler og dagtilbud, som er i stand til at følge en række retningslinjer vedrørende fysisk afstand og hygiejne. Her må der nu være flere end ti personer samlet.

Fra mandag den 20. april vil også liberale erhverv samt domstole åbne igen. Men for disse gælder det altså fortsat, at der ikke må være flere end ti personer samlet.

Det omtalte forsamlingsforbud, der gælder både i det offentlige rum og ved private arrangementer, blev indført 17. marts, efter en hastestramning blev vedtaget i Folketinget. Den blev indført for at undgå, at coronasmitte spreder sig.

I første omgang blev loven forlænget til 30. marts, efterfølgende til 14. april, dernæst til 18. april og altså nu til 11. maj.

Flere sigtelser

Alene i påskeugen rejste politiet 56 sigtelser for overtrædelse af forsamlingsforbuddet.

Regeringen har tidligere forbudt “større forsamlinger” indtil udgangen af august.

Hvad der præcis menes med større forsamlinger, er endnu uklart. Men blandt andet er sommerens festivaler blevet aflyst, ligesom større sportsbegivenheder ikke vil blive afholdt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu