ANNONCE

Nye skærpede corona-regler i 18 danske kommuner

7. september 2020 14:34 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Stigende coronatal betyder, at der indføres lokale tiltag i 17 københavnske kommuner og Odense Kommune.

Nye skærpede corona-regler i 18 danske kommuner
Arkivfoto: Scanpix.

Den stigende smitte med coronavirus i Odense Kommune, Københavns Kommune og kommuner omkring hovedstaden får sundhedsmyndighederne til at indføre lokale restriktioner.

Det betyder, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 fra 100 personer i 18 kommuner.

Barer og restauranter, som ellers havde fået lov at udvide åbningstiden i genåbningens fase 4, skal igen lukke klokken 24 i de 18 kommuner.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag.

Også den planlagte udvidelse af den tilpassede superligaordning til andre idrætsarrangementer udskydes med 14 dage.

Fakta

Her er de nye corona-restriktioner

Smittetallet fortsætter med at stige, og i et forsøg på at bremse den indfører myndighederne særlige restriktioner i 18 danske kommuner. Det gælder Odense Kommune og 17 københavnske kommuner.

Her er et overblik over de skærpede restriktioner:

* Forsamlingsforbuddet skærpes. Det betyder, at forbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer.

* Åbningstiden for restauranter, barer og caféer bliver begrænset til klokken 24.00.

* Københavnsområdet og Odense Kommune bliver undtaget fra den ellers planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer.

* Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet.

* Myndighederne anbefaler, at sociale arrangementer på grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser bliver aflyst.

* Sundhedsstyrelsen vil i løbet af de kommende dage udarbejde skærpede anbefalinger.

* Der lyder en opfordring til at arbejde hjemme, undgå offentlig transport og begrænse trængsel i detailhandlen.

Kilde: Pressemøde med sundhedsmyndighederne, sundhedsministeren og borgmestre fra Odense og København og B.T.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu