Håbet svinder: Intet spor af to savnede sejlere

Politiet har indstillet den aktive eftersøgning oven på store aktioner både torsdag, fredag og lørdag.

Udgivet Opdateret

Nu kræves der konkrete henvendelser, før eftersøgningen af to savnede jægere, der stævnede ud i en jagtpram ved Faxe Ladeplads onsdag og ikke er set siden, genoptages. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for Newsbreak.dk.

Netop en sådan henvendelse kom ind lørdag aften, hvor politiet modtog en anmeldelse fra en fisker, der mente at have set et hoved i vandet. Eftersøgningen var desværre resultatløs, siger vagtchef Ove Christoffersen tirsdag morgen.

– Der er desværre ikke noget nyt, og der er ikke nogle eftersøgninger planlagt. Vi har haft eftersøgning både torsdag, fredag og lørdag. Mændenes jagtpram er heller ikke fundet, siger Christoffersen.

Politiet vil gerne høre fra personer, der eventuelt ved noget angående de to mænds forsvinden.

Sporløst væk

En stor operation blev sat i værk natten til søndag efter den ildevarslende henvendelse om hovedet i vandoverfladen. Blandt andet cirkulerede en helikopter, og flere af Søværnets både blev sat i vandet.

De to jægere stævnede ud onsdag aften ved 20-tiden, og det er den seneste gang, nogen med sikkerhed har set dem i live. Politiet frygter derfor, at sejlerne er omkommet i bølgerne.

Uden held har politiet også forsøgt at spore mændenes mobiltelefoner, og hundepatruljer har søgt på land. De to er forsvundet tilsyneladende sporløst, og det betyder noget for den lokale havn. De savnede er fra Faxe.

Flemming Juel, bestyrelsesformand for Faxe Ladeplads Havn, fortalte lørdag til TV Øst, at folk er bekymrede for, hvad der kan være hændt de to mænd. Derfor er lokale også ekstra opmærksomme på at søge efter mændene og deres pram.

Powered by Labrador CMS