ANNONCE

Sprøjtegift fundet i børns urin

28. april 2016 15:06 | Af: Ritzau Fokus

Forsker er overbevist om, at sprøjtemidlet glyphosat er kræftfremkaldende. Netop den type sprøjtegift er fundet i danske skolebørns urin.

Sprøjtegift fundet i børns urin
Sprøjtemidlet glyphosat er fundet i 27 urinprøver fra danskere. Midlet har været heftigt diskuteret i Europaparlamentet. WHO konkluderer, at stoffet sandsynligvis er kræftfremkaldende. . Foto: Steffen Ortmann/Scanpix

Sprøjtegift, der blandt andet bruges i ukrudtsmidlet Roundup, er fundet i adskillige urinprøver fra danske skolebørn og mødre.

Det skriver Ingeniøren.

Det er professor Lisbeth E. Knudsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen af 27 urinprøver fra skolebørn og mødre fra Gentofte og Viby Sjælland, hvor der altså var sprøjtegift i.

Alle prøver viste sig at indeholde rester af glyphosat, og ifølge Lisbeth E. Knudsen burde sprøjtemidlet helt udgå af markedet.

– Jeg er ikke i tvivl om, at der er en cancerrisiko ved glyphosat, og som toksikolog er jeg bekymret over, at man ikke tager os mere alvorligt, når vi advarer mod sådanne stoffer, siger hun til Ingeniøren.

Niveauet af midlet i urinen ligger lidt under prøverne blandt amerikanske landmænd, men på niveau med lignende undersøgelser i Tyskland. Nærmere vil professoren ikke beskrive undersøgelsen, da hun står over for en mulig publicering af resultaterne.

Vil forbyde sprøjtegift

Lisbeth E. Knudsen fortæller, at resterne af glyphosat også kan findes i almindelige kornprodukter. Hun er derfor i gang med at søge penge for nærmere at kunne undersøge, hvor glyphosat-resterne kommer fra.

Sprøjtemidlet Roundup har været under angreb fra miljøudvalget i Europaparlamentet.

Midlet skal snart have fornyet sin godkendelse i EU, og det har fået miljøudvalget til at anbefale et forbud, indtil der er mere klarhed over sundhedsrisikoen ved glyphosat.

Men miljøforslaget blev kun til et forslag om en kortere godkendelse på syv år i stedet for 15 år samt en anbefaling om, at midlet kun godkendes til professionelt brug – langt fra parker, haver og legepladser.

FN’s sundhedsorganisation WHO har sagt, at glyphosat “sandsynligvis” er kræftfremkaldende. EU’s eget agentur, EFSA, har dog betvivlet den konklusion.

/ritzau/

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu