Forskere slår alarm: Ny super-malaria spreder sig

23. september 2017 20:49 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Resistent malaria giver forskere store bekymringer.

Forskere slår alarm: Ny super-malaria spreder sig
Forskere advarer om, at en resistent type malaria kan koste mange menneskeliv, hvis dens spredning ikke bliver stoppet. Foto: Jim Gathany/Scanpix

Forskere advarer om en global trussel, efter en resistent form for malaria er begyndt at sprede sig i Sydøstasien. Det skriver BBC.

De første tilfælde af den nye type malaria blev opdaget i Cambodia, men siden har den spredt sig til både Thailand, Laos og Vietnam.

Arjen Dondorp, der er professor og leder af Oxford Tropical Medicine Research Unit i Bangkok fortæller til BBC, at der er tale om en meget seriøs helbredsmæssig trussel.

– Det er alarmerende, at denne stamme spreder sig så hurtigt i hele regionen, og vi frygter, at den kan sprede sig endnu længere, siger Arjen Dondorp til BBC.

Forskerne frygter især, at den nye malaria-type vil sprede sig til Afrika, hvor 92 procent af verdens malaria-tilfælde finder sted.

 

Den nye type malaria kan ikke behandles med nogen af de to nuværende former for medicin mod malaria.

Et kapløb mod tiden

Forskerne håber, at man kan udrydde malaria i hele området i Sydøstasien omkring Mekong-flodens delta og dermed forhindre den i at sprede sig.

– Det er et kapløb mod tiden – vi er nødt til at udrydde malaria, før det igen bliver en ubehandlelig sygdom igen, siger Arjen Dondorp.

Hvis ikke det lykkes, forudser forskerne at antallet af malaria-dødfald kan stige voldsomt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu