Forskudsopgørelse: Sådan undgår du skattesmæk

21. november 2019 05:58 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Skattesmæk går ondt. Sådan undgår du, at det rammer dig, når forskudsopgørelsen skal rettes til.

Din forskudsopgørelse 2020 ligger fra i dag, torsdag den 21. november, klar hos Skat.

Derfor er det allerede nu muligt at rette skatteoplysninger for 2020 til, så du slipper for et skattesmæk i fremtiden.

Artiklen fortsætter under videoen.

I dag kan 5,1 millioner danskere se forskudsopgørelsen og sikre, at pengene passer, så man undgår den irriterende restskat.

– Vi har mange oplysninger, men vi ved ikke alt. Derfor er det en god ide, hvis du bruger 10 minutter på at sikre, at oplysningerne i din forskudsopgørelse er rigtige. En korrekt og opdateret forskudsopgørelse er den bedste måde at sikre sig mod en uventet restskat på, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

I den seneste årsopgørelse – den fra 2018 – var borgerne i region Nordjylland bedst til at ramme plet med deres privatøkonomi. I Nordjylland skulle borgere i gennemsnit betale 4.400 kr. i restskat. Helt modsat borgerne i Hovedstaden, hvor de betalte mest. Her måtte borgerne i snit af med 5.900 kr. i restskat.

Tjek om du kan få fradrag

Skattestyrelsen har i år lavet en fradragstest, som kan hjælpe dig med at sikre, at de indtastede oplysninger i forskudsopgørelsen er korrekte.

Den nye test vil gennem et par spørgsmål hurtigt give et svar og informationer om relevante fradrag og hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få et fradrag.

– Hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag man er berettiget til, er fradragstesten en nem og hurtig måde at få et overblik på, hvad der kan være relevant for én og hvilke regler, der gælder, siger Karoline Klaksvig.

Så det er altså med at bruge de ekstra få minutter, som det kræves for at sikre sig, at ens skat er angivet korrekt.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu