ANNONCE

Forslag: Ny p-regel skal forhindre dette

3. april 2020 06:23 | Af: Newsbreak.dk

Bilister får nu frist på fire uger til at fjerne ulovligt parkerede biler. Først herefter må kommuner fjerne bilerne. Kun rimeligt, mener FDM.

Kommuner skal alligevel ikke have lov til at fjerne ulovligt parkerede biler efter tre p-afgifter.

Et forslag fra regeringen lagde ellers op til, at lokale vejmyndigheder, typisk kommuner, fremover skulle have mulighed for at kunne fjerne parkerede biler umiddelbart efter, der var pålagt tre p-afgifter for samme parkering.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Men efter kritik fra FDM er lovforslaget, der netop er fremsat i Folketinget, ændret, så bilejeren efter tre p-afgifter skal kontaktes med besked om at fjerne sin bil inden fire uger. Først herefter kan et ’fejeblad’ tilkaldes.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

– Vi er glade for, at ministeren har lyttet til vores kritik, og ladet fornuften sejre. At fjerne biler, der ikke holder til gene eller fare for trafikken, men alene fordi de har fået tre p-afgifter, er alt for vidtgående et indgreb. Dertil kommer, at det risikerer at blive uforholdsmæssigt dyrt og byrdefuldt for den enkelte bilejer, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange i meddelelsen.

FDM har erfaret, at regeringen med lovforslaget ønsker at efterladte biler kan fjernes.

– I FDM kan vi sagtens forstå dette ønske, og det ændrede lovforslag rammer denne gruppe fint i modsætning til det oprindelige forslag, der ville betyde, at alle bilister potentielt blev taget med i faldet, siger Dennis Lange.

Får chance for selv at flytte bil

Som FDM tidligere har beskrevet, har kommunerne allerede i dag mulighed for at bede politiet fjerne biler, hvis de holder til fare eller på anden måde er til gene for trafikken.

Alligevel har hverken Aarhus eller Københavns Kommuner kunnet dokumentere et sådan behov. Faktisk har Aarhus Kommune slet ikke bedt politiet fjerne biler de seneste to år.

– Langt de fleste ulovlige parkeringer sker, fordi bilister misforstår regler eller overser et skilt – ikke på grund af ond vilje. Derfor synes vi kun, det er rimeligt, som lovforslaget lægger op til, at der indføres en høringsfrist på fire uger, så man som bilejer har en reel chance for at være klar over den ulovlige parkering og selv flytte sin bil. Ofte er der en god og undskyldelig forklaring på, at bilen har holdt samme sted i en periode, siger Dennis Lange.

Lovforslaget er fremsat i Folketinget. Hvornår det endelig vedtages er uvist.

I galleriet ovenfor kan du tjekke, om du har styr på reglerne for parkering.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu