ANNONCE

Forsøgte at sælge hash – til politiet

26. februar 2021 22:48 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Så blev hans lejlighed ransaget. Og der var mere

Forsøgte at sælge hash - til politiet
En 30-årig mand skal i fængsel efter en mislykket hashandel. (Foto: Scanpix/Scanpix 2017)

En narkohandler blev afsløret, da han forsøgte at sælge hash til politiet.

Nu skal han i fængsel.

Den historie fortæller Østjyllands Politi på sin Facebook-side.

“Det er generelt en rigtig dårlig idé at sælge narko, men det er en ekstra dårlig idé at forsøge at sælge narko til en politibetjent. Det kan en 30-årig mand fra Randers skrive under på”, starter opslaget.

Han blev i starten af januar afsløret som narkohandler, da han troede, at han via Snapchat havde lavet en aftale med en hashkøber om at mødes på en adresse i Randers NØ.

Men da det i stedet var betjente fra politiets specialpatrulje, der dukkede op, blev den planlagte handel erstattet af en anholdelse og en ransagning af mandens bopæl.

Her fandt betjentene adskillige salgsposer med minimum et kilo hash og 100 gram kokain samt nogle tusinde kroner i kontanter, en digitalvægt og et narkoregnskab.

Den 30-årige mand blev sigtet for både besiddelse og salg af narkotika, og dagen efter blev han varetægtsfængslet.

Onsdag, knap to måneder efter den mislykkede snapchat-handel, fik han sin dom, der lød på 10 måneders fængsel.

“Som sagt: Narkohandler er en rigtig dårlig karrierevej, der kan ende med at koste en tur bag tremmer”, slutter opslaget.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu