Forsvundet kvinde fundet død i fryser

19. februar 2019 22:36 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Kvinden forsvandt omkring 2000. Politiet betragter fundet som del af en drabssag.

Liget af en kvinde, der har været forsvundet i over 18 år, er blevet fundet i en fryser. Fryseren er ejet af kvindens søster, og politiet betragter fundet som del af en drabssag. Det skriver The Independent.

Kvindens navn er Jasmina Dominic. Hun forsvandt omkring 2000, da hun var 23 år gammel. Hun blev først meldt savnet i 2005. Indtil da var formodningen, at hun levede i udlandet.

Det er uvist, hvad der har fået politiet på sporet af liget i fryseren, men Jasminas 45-årige søster, Smiljana Srnec, er blevet anholdt i sagen.

Liget skal obduceres, men politiet mener altså allerede nu at vide, at Jasmina blev dræbt, og at ét eller flere familiemedlemmer var med til at dække over drabet.

– De sendte os i andre retninger. Vi ledte i huset (for år tilbage, red.) uden at vide, hvad der var sket, siger en talsmand for det lokale politi, til The Independent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu