ANNONCE

Forsvundne børn: Det gjorde mor med deres ting

7. februar 2020 21:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En ny video afslører ifølge amerikanske medier, at mor måske hurtigt kom sig, da hendes børn forsvandt. Selv mener hun heller ikke, de er væk.

Forsvundne børn: Det gjorde mor med deres ting
Børnene frygtes reelt døde. Foto: Politi

I løbet af efteråret 2019 har en nu 46-årig amerikansk kvinde flere gange besøgt et lagerrum i byen Rexburg, der ligger i staten Idaho. Overvågningsvideo fra stedet ser ud til at bekræfte netop det, og efterforskere rykkede ud for at se, hvad der var i rummet.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Der fandtes cykler, andet legetøj og en rygsæk med bogstaverne J.J. på. Det er interessant, fordi netop den 46-årige kvinde har en søn, hvis initialer er J.J. Han er sammen med sin 17-årige storesøster – også den 46-åriges barn – pist forsvundet og har været det siden september.

Politiet mener, ifølge CBS News, at kvinden på en eller anden måde har en andel i børnenes forsvinden, og derfor kan netop det faktum, at hun ikke lader til at have været særlig følelsesmæssigt forbundet til deres ting, være vigtigt materiale.

Drengens bedsteforældre har i flere måneder forsøgt at finde J.J., og de mener, at moderen har “skaffet sig af med dem” eller skjuler dem et sted. Bedsteforældrene har meldt dem savnet, men har også hyret en privatdetektiv til at hjælpe med efterforskningen af datteren og hendes nye mand – begge nægter sig skyldige i noget som helst ulovligt.

– Hvis de forventede, at børnene ville komme tilbage, hvorfor skulle deres ting så opbevares i et lagerrum? På den anden side, kan man også spørge, hvorfor de skulle gemme det, hvis det er meningen, børnene aldrig skulle eller kunne vende tilbage, siger privatdetektiven til CBS News.

Kunne ikke bevise liv

Torsdag den 30. januar ved midnat udløb kvindens frist, hun var blevet stillet, til at bevise for myndighederne, at børnene rent faktisk er i live. Det kunne – og ville – kvinden ikke. Faktisk var det slet ikke meningen, nogen skulle vide, hvor hun var. Hun var sammen med sin nye mand forsvundet.

Parret er siden blevet fundet på Hawaii – milevidt fra familiens hjem i staten Idaho. Ifølge myndighederne er der ingen beviser for, at de to børn på henholdsvis 17 og syv nogensinde har været på Hawaii.

De blev efterlyst i december i en national sag, der tog overskrifterne landet over. Politiet mener, at der mindst er overhængende fare for børnenes ve og vel. I værste fald er de slet ikke levende. Ikke mindst fordi et spor af død klæber til den 46-årige kvinde og hendes nye mand.

Døde mænd og koner

Umiddelbart vurderer anklagemyndigheden og politiet, at sagen reelt begyndte i juli 2019, da kvindens mand Charles blev dræbt af skud, kort efter han havde bedt om skilsmisse. Det var en mand ved navn Alex Cox, der skød ham.

Cox er den 46-årige kvindes bror. Han forklarede, at han skød i selvforsvar. Sagen er ikke efterforsket, og det er blevet besværliggjort. Alex Cox døde nemlig pludselig i december – af ukendte årsager.

I tiden mellem de to dødsfald døde en kvinde, der var gift med den 46-åriges nye mand tilfældigvis også.

Forsvandt fra byen

Familien tabte kontakten med både den 46-årige og børnene, da de flyttede til Idaho fra Arizona – hvor ovenstående handlinger udspillede sig – og der går også rygter om, at kvinden og hendes nye mand blev medlemmer af en kristen dommedagssekt.

Da politiet indledende spurgte, hvad der var blevet af børnene – da ingen havde set dem et par måneder – fik ordensmagten svaret, at de befandt sig hos slægtninge “hjemme i Arizona”. Det var løgn.

Betjente vendte tilbage til parrets hjem den følgende dag – og det var tomt. Ingen ved tilsyneladende, hvor de to børn er – og om de er i live.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu