Forsvundne Steffens kæreste i tårer: – Jeg har brug for, han kommer hjem

8. december 2018 17:25 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Familie og frivillige var lørdag ude for at lede efter Steffen Dam Jensen, som forsvandt for en uge siden. Desværre ved de ikke, hvor de skal lede

– Vi ved ganske enkelt ikke, hvor vi skal søge. Vores eneste ønske er, at få ham hjem nu, fortæller Steffens far René Dam Jensen til TV2 Østjylland.

Lørdag var omkring 65 frivillige samlet ved Risskov i Aarhus.

Her havde organisationen Missing People arrangeret en eftersøgning for at lede efter spor af 27-årige Steffen Dam Jensen, som forsvandt natten til lørdag den 1. december.

– Jeg er så taknemmelig for, at der er kommet så mange mennesker i dag. Jeg ønsker stadigvæk bare, at alle der har lyst og muligheden, vil hjælpe med at finde ham. Jeg har virkelig brug for, at han bliver fundet. Jeg har virkelig brug for, han kommer hjem, fortæller Steffens kæreste Nadja Schmidt.

Missing Peoples eftersøgning blev lørdag udvidet til flere steder i det nordlige Aarhus og langs stranden ved Risskov.

Også eftersøgning i torsdags

Torsdag eftermiddag og aften var Redningsberedskabet og Falck massivt til stede omkring Træskibshavnen i Aarhus og langs kysten ved Risskov, da nogen havde spottet noget i vandet.

– Der er blevet set et eller andet i vandet, som vi er nødt til at undersøge nærmere i forhold til, om det kunne være Steffen Dam Jensen, fortalte vagtchef hos Østjyllands Politi Peter Hunniche til TV2 Østjylland torsdag.

Men der blev ikke fundet noget i vandet.

Steffen Dam Jensen forsvandt efter, han havde været til julefrokost ved Åboulevarden i Aarhus. På et tidspunkt skulle han angiveligt hente cigaretter, men vendte ikke tilbage.

– Vil bare gerne have ham hjem

– Vi har det frygteligt. Vi har det så forfærdeligt over, at vi ikke på nogen måde har nogen spor eller et eller andet, der peger i retning af, hvor vi kan finde Steffen, fortæller Steffens far Rene Dam Jensen.

Familie og andre har gennemsøgt midtbyen i Aarhus op til flere gange. Lørdag ledte de fra klokken 10-16 langs kysten i Risskov.

– Håbet er, at vi finder et eller andet af Steffens private ting. En sko, en trøje et eller andet, som kan give os et fingerpeg om, hvor vi måske kan være heldige at finde ham. Det håber vi i dag, at vi kan finde et lille link til, hvor vi kan finde ham, siger Rene Dam Jensen og fortsætter.

– Vi vil bare gerne have ham hjem nu, og vi ved godt, at efter vi går ind i anden uge i dag, så svinder håbet utrolig meget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu