ANNONCE

Fortsat mange nye corona-dødsfald i Sverige

15. juli 2020 14:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

5572 personer er døde med coronavirus i Sverige. Knap 500 flere er bekræftet smittede siden tirsdag.

Fortsat mange nye corona-dødsfald i Sverige
Statsepidemiologist i Sverige, Anders Tegnell, må sande at landet fortsat oplever mange flere coronadødsfald end i resten af Norden. Arkivfoto: Scanpix.

Der er registreret yderligere 27 dødsfald relateret til coronavirus i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, onsdag.

Dermed er i alt 5572 døde med coronavirus i landet. Tallet onsdag er højere end de foregående dage.

Mandag og tirsdag blev der registreret henholdsvis ti og ni nye coronadødsfald i landet.

I alt 76.492 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Sverige. Det er 491 flere tilfælde end tirsdag.

Flest smittetilfælde er registreret hos kvinder. 44.859 af de smittede er kvinder, mens 31.633 smittede mænd.

Det er imidlertid flest mænd, der er døde med coronavirus. Der er 3051 coronadødsfald blandt mænd i Sverige, mens tallet for kvinder er 2521.

Sverige har været hårdt ramt af coronapandemien sammenlignet med nabolande som Norge og Danmark.

I Sverige er der hidtil registreret 54,5 coronadødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning er der i Danmark registreret 10,5 coronadødsfald per 100.000 indbyggere.

Af tekniske årsager er coronatal for Danmark ikke opdateret klokken 14 som vanligt. Derfor beror sammenligningen på tirsdagens tal for coronadøde i Danmark, som er 610.

Negativ effekt

Udbruddet af coronavirus har haft negativ effekt på en lang række af virksomheder.

Men svenske Systembolaget, der sælger øl, vin og spiritus, har onsdag meddelt, at coronaepidemien har haft en positiv indflydelse på salget.

Den eneste varegruppe, som Systembolaget ikke har oplevet et øget salg af, er alkoholfrie varer.

Alkoholiske drikke har været mindre tilgængelige andetsteds som på restauranter og barer som følge af coronarestriktioner. Derfor er der oplevet en fremgang, lyder Systembolagets forklaring på fremgangen ifølge nyhedsbureauet TT.

Nedgangen i salget af alkoholfrie varer skyldes, at der er færre større sammenkomster, hvorfor de alkoholfrie alternativer bliver fravalgt, lyder det videre.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu