ANNONCE

Fortsatte ferien efter nedlukning: Det blev dyrt

8. december 2020 22:26 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Et pars rejselyst kom til at koste dem dyrt, da verden lukkede ned.

Fortsatte ferien efter nedlukning: Det blev dyrt
Parrets rejse endte ikke helt som planlagt. Foto: Scanpix

Det kom til at koste dem dyrt, at et dansk par valgte at fortsætte en rejse i New Zealand i marts måned – trods deres rejseselskabs gentagne opfordringer til at vende snuden mod Danmark.

Det fremgår af en nyligt afsagt kendelse i Pakkerejse-Ankenævnet.

Historien tager sin start 13. marts – en markant dato for alle danskere. Her tonede statsminister Mette Frederiksen frem på skærmen ude i stuerne, og alvorligheden i ordene var ikke til at tage fejl af.

Danmark lukkede ned, og verden var godt i gang med det samme. Alle danskere, der var rejsende i udlandet, blev opfordret til at komme hjem med det samme.

Fortsatte ufortrødent

Da var det klagende par i fuld færd med at køre New Zealand tyndt i en autocamper – og de havde tilsyneladende ikke travlt med at komme hjem.

Umiddelbart efter Mette Frederiksens pressemøde skrev rejsearrangøren en mail til parret – og de svarede to dage senere, 15. marts:

“Vi har valgt at fortsætte vores camperferie efter rejseplanerne.  Det betyder at vi bliver her på New Zealand indtil d. 2. april. Forværres situationen må vi genoverveje vores beslutning og så vil vi tage kontakt til dig og vores forsikringsselskab igen. Så må vi afvente og se om vi kan flyve hjem til den tid.”

Dagen efter advarede rejsebureauet endnu en gang om, at verden var i færd med at lukke ned, og flyafgange blev aflyst på stribe verden over. Alligevel valgte parret at fortsætte rejsen.

Det skrev de til bureauet i en mail 18. marts:

“Vi har snakket meget frem og tilbage om, hvad vi skulle og det er ikke let at træffe en beslutning. Vi er imidlertid kommet frem til at vi fortsætter som planlagt,” skriver de blandt andet.

Så blev showet surt

Det skulle dog vise sig, at det ikke var lutter idyl at tøffe rundt i et hastigt lukkende New Zealand.

For 23. marts udsendte regeringen et dekret om, at al ikke-nødvendig rejse i landet skulle indstilles. Og dermed blev en autocamper pludselig en mere stationær ferieform.

Og ferien pludselig knap så fed.

Parret kunne nu godt se, at det var tid at vende hjem til Danmark. Problemet var bare, at deres flyafgang 2. april var blevet aflyst i mellemtiden. Noget, rejseselskabet allerede havde advaret om gentagne gange.

Dyr tøven

Fra 25. marts er parret indlogeret på et hotel ved lufthavnen i Auckland, New Zealand, mens de forsøger at finde et fly, de kan komme hjem med.

Det sker 29. marts – og billetterne koster 38.000 kroner.

Sammenlagt ender parret med at søge om at få 56.000 kroner tilbage af rejseselskabet – penge for flybilletterne, hotelophold og tabt ferie.

Det afviser rejseselskabet blankt:

“Vi har gentagne gange opfordret [klageren] og dennes hustru til at komme hjem, men de har ikke været interesseret i at afbryde deres ferie,” skriver rejseselskabet til Pakkerejse-Ankenævnet.

De ender da også med at få deres klage afvist af nævnet – men kan som et lille plaster på såret få refunderet skatter og afgifter i forbindelse med flyrejsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu