Forurening fra pesticider gør det nødvendigt at rense drikkevand

17. maj 2018 12:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Metoden er nødvendig for, at vores vand kan drikkes.

Forurening fra pesticider gør det nødvendigt at rense drikkevand
Vores drikkevand er ikke så ren en oplevelse, som nogle kunne gå og tro.

I Danmark drikker vi rent, urenset grundvand. Det har vi været stolte af i mange år. Men nedsivning af pesticider begynder nu at tvinge vandværker til at bryde mantraet og gribe til rensning, før vandet sendes ud til forbrugerne, skriver Politiken torsdag.

– I vores bestyrelse er vi langt inde i de overvejelser,  siger Charles Nielsen, direktør for Trefor Vand, som er landets tredjestørste vandforsyning, til Politiken.

Trefor Vand har måttet lukke et vandværk og har foreløbig fundet pesticidrester i 15 ud af sine 80 vandboringer. I syv af boringerne i mængder, der ligger over det tilladte indhold i drikkevand.

Kvaliteten går den forkerte vej

Charles Nielsen kalder det “en erkendelsesrejse”. For det har hidtil været et mantra, at i Danmark drikker vi urenset grundvand.

– Men kvaliteten af vores grundvandsressource er for nedadgående. Vi kommer givetvis til at finde flere og flere stoffer i det, efterhånden som vi bliver dygtigere til at måle. Så vi kan komme i en situation nogle steder, hvor det bliver nødvendigt at rense vandet, siger han til Politiken.

Det er et nødvendigt redskab, mener professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø, som er ekspert i grundvand.

– Lige nu er rensning noget, man tyr til som absolut sidste løsning. Det, tror jeg, er forkert. Det må ind på lystavlen som en reel mulighed for at løse nogle af de problemer, man står med, siger han til Politiken.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu