ANNONCE

Forvirringen total: Krav gælder stadig ikke

10. august 2020 10:22 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Er det et krav at være iført mundbind - eller er det ikke?

Forvirringen total: Krav gælder stadig ikke
Passagerer med mundbind bliver et normalt syn i den offentlige transport i Aarhus de næste tre uger. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Forvirringen er nu total. Først blev krav om mundbind i al offentlig transport i Aarhus indført med øjeblikkelig virkning fredag, fastslog sundhedsminister Magnus Heunicke. Siden slap det ud, at der blev set gennem fingre med det til mandag.

I dag, ja mandag, lyder det nu i en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, som Ritzau beretter fra, at det særdeles omtalte krav faktisk først træder i kraft 11. august. Da viser kalenderen så i stedet tirsdag. Det kan bedst beskrives som en blød indkøring.

Positivt er det dog, at det dermed reelt bliver muligt for aarhusianere og andre med Aarhus som start- eller endedestination med offentlig trafik at skaffe sig de uopdrivelige mundbind. Allerede inden fremlæggelsen af kravet fredag var de mange steder udsolgt.

I weekenden fik udvalgte butikker lov at købe ind i det nationale lager, og Aarhus’ apoteker og materialister har således fået allokeret hele fem millioner mundbind at kunne sælge ud af. Lageret rummer langt mere.

Midttrafik har mandag morgen haft folk stående rundt om i Aarhus for at uddele gratis mundbind til passagerer, der ikke selv har haft mundbind.

Gælder tre uger

Kravet om mundbind i al offentlig transport i Aarhus gælder fra 11. august til 1. september. Det viser en bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet mandag.

I fredags meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) efter et møde med de øvrige partier i Folketinget, at kravet om mundbind og en række andre tiltag ville blive indført for at dæmme op for den stigende coronasmitte i Aarhus.

På det tidspunkt lød det, at disse tiltag ville gælde i foreløbigt 14 dage.

– Vi skal ikke ud i en 11. marts igen med en omfattende nedlukning. Vi tror på, at vi med nålestiksoperationer som denne kan stoppe det her med en lokal indsats. Vi har den overbevisning, at aarhusianerne vil være med til det her, sagde Heunicke blandt andet i fredags.

(Artiklen fortsætter under fakta-boksen)

Fakta

Mundbind i Aarhus

Et påbud om at bruge mundbind i al offentlig transport i Aarhus gælder fra 11. august til 1. september. Kravet om mundbind, der dækker næse og mund, og en række andre tiltag er indført for at dæmme op for den stigende coronasmitte i Aarhus.

Her skal der bruges mundbind:

* Alle bybusser i Aarhus Kommune.

* Alle regionale busser, der krydser kommunegrænsen til Aarhus Kommune, i de pågældende regionalbussers fulde længde – det vil sige også uden for Aarhus Kommune.

* Al Flextrafik uden for Aarhus Kommune og ind og ud af kommunen.

* Alle letbaneruter – også uden for Aarhus Kommune.

* Turistbusser inden for Aarhus Kommunes grænser.

* Skolebusser inden for kommunens grænser og skolebusser, der krydser grænsen til kommunen.

* Alle færger, der sejler til og fra Aarhus.

* Personer, der befinder sig på en tog- eller busstation, et letbanestoppested, en letbanestation eller i en færgeteminal i Aarhus Kommune.

* Regler gælder ikke for børn under 12 år og mennesker, der har vejrtrækningsproblemer eller som har fysiske eller mentale svækkelser, der gør, at de ikke selv kan tage mundbindet af eller på.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.

Der er desuden blevet opfordret til, at offentlig transport undgås, hvis andre transportmidler er mulige, og at det fysiske fremmøde i gymnasier og andre ungdomsuddannelser udskydes. I 14 dage var meldingen i fredags. Det emne er ikke berørt i selve bekendtgørelsen, som omhandler den kollektive trafik.

Det står der

– For at forebygge og inddæmme udbredelsen af coronavirussygdom 2019 (Covid-19) i forbindelse med et konkret smitteudbrud i Aarhus Kommune skal rejsende, der påbegynder eller afslutter en rejse i Aarhus Kommune, have tildækket mund og næse ved brug af mundbind ved følgende former for kollektiv trafik, står der blandt andet i bekendtgørelsen.

Herefter er der listet en række transportformer op såsom busser, Flextrafik, letbaner, turistbuskørsel og færger.

Hvis personer opholder sig på tog- eller busstationer, en letbanestation eller i en færgeterminal i Aarhus Kommune, skal de også have mundbind på. Der er dog undtagelser for kravene om mundbind.

I bekendtgørelsen står der, at “passagerer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller som har fysiske eller mentale svækkelser, der gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet”, kan rejse uden at bruge mundbind. Det samme gælder børn under 12 år.

Der er i Aarhus mere end 60 smittede per 100.000 indbygger samlet over de seneste syv dage. Til sammenligning begynder Udenrigsministeriet at fraråde rejser til andre steder i Europa, hvis det tal er højere end 30. Ud over Aarhus er Ringsted den kommune, hvor Covid-19 spreder sig hurtigst lige nu.

Fakta

Sådan bruger du mundbind

Læs her, hvordan mundbind bruges rigtigt, så smitterisikoen mindskes:

* Mundbind skal leve op til en række krav for at beskytte mod sygdom. Det gør hjemmelavede mundbind højst sandsynligvis ikke, og derfor advarer Sikkerhedsstyrelsen mod hjemmelavede mundbind, som kan give en falsk tryghed.

* Det anbefales at bruge enten medicinske mundbind eller åndedrætsværn, der begge vurderes at beskytte mod både at blive smittet og smitte andre. De kan ofte købes på apoteker og i visse butikker.

* Man bør ikke bruge mundbind eller maske som erstatning for god hygiejne, at holde afstand eller andre tiltag til at forebygge smitte. Det skal ses som et supplement.

* Hvis man vil mindske smitterisikoen, er det mere effektivt at isolere sig selv, holde mindst en meters afstand og holde god hygiejne.

* Når man tager mundbindet på, skal man have rene hænder, og man bør ikke røre for meget ved det undervejs. Find forsiden – det er typisk den farvede side. Mundbindet skal dække næse og mund og sidde tæt.

* Bliver mundbindet vådt eller beskidt, skal det skiftes. Det bør skiftes, hvis der kommer fugtskjolder.

* Hvis det ikke bruges korrekt, kan det øge smitterisikoen, så man smitter sig selv eller andre med det. Det samme gælder, hvis man rører meget ved mundbindet.

* I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen at bruge mundbind, hvis man er smittet, er i nær kontakt til en smittet eller har symptomer på coronavirus, og hvis man skal bryde sin isolation ved eksempelvis at tage på hospitalet, til test eller lignende.

* Også på vej hjem fra eksempelvis lufthavn efter rejse i et højrisikoområde, og hvis man skal tæt på en pårørende, der er i øget risiko for et svært sygdomsforløb, anbefaler styrelsen at bruge mundbind.

* Fra den 31. juli anbefales det nu også at bruge mundbind i den kollektive trafik, hvis du rejser på tidspunkter, hvor mange gør lige så.

* Derudover er der visse steder krav om, at man bruger kirurgisk mundbind. Det gælder eksempelvis i danske lufthavne.

* Det anbefales kun at bruge mundbind, der er CE-mærket og har dansk mærkning og vejledning.

* Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med de mundbind og ansigtsmasker, der er sat til salg på det danske marked. Styrelsen har flere gange fundet varer, der ikke lever op til reglerne.

Kilder: Ritzau, Lægemiddelstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu