ANNONCE

Fra København til Aarhus på 65 minutter

7. marts 2020 08:37 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Tog fra København via Kalundborg til Aarhus på 65 minutter - sådan lyder et nyt forslag.

Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen undersøger muligheden for højhastighedstog fra København til Aarhus via Kalundborg og Asnæs på en time og fem minutter.

Det skriver Nordvestnyt.

Artiklen fortsætter under videoen

Højhastighedstog med en topfart på 250 kilometer i timen fra København til Aarhus via Kalundborg og halvøen Asnæs – på en time og fem minutter.

Det er en af de visioner, som Vejdirektoratet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen arbejder med for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet under projekt Kattegatforbindelse.

Nyt forslag

Senest ved udgangen af 2021 skal en statslig arbejdsgruppe under Vejdirektoratet med projektchef Ulrik Larsen i spidsen lægge forslag til mulige linjeføringer for en Kattegatforbindelse på bordet, og Ulrik Larsen bekræfter avisens oplysninger om, at et af de mange forskellige forslag, der også skal inddrage en togforbindelse, handler om en ny banelinje fra Ringsted mod vest.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er inde på samme spor:

– Transportminister Benny Engelbrecht (S) har på vegne af regeringen ytret ønske om – og får opbakning fra Venstre – at det undersøges, om det er muligt at fortsætte togforbindelsen København-Ringsted mod Kalundborg og tværs hen over landet via en Kattegatforbindelse.

– Den etablerede banestrækning fra København til Ringsted er et højhastighedsanlæg, hvor tog vil kunne køre op til 250 km/t. Skal en sådan linjeføring mod vest fra Ringsted over Kalundborg til Aarhus give mening, skal hele strækningen bygges som højhastighedsbane, og det er korrekt, at den estimerede rejsetid – på afgange uden ophold undervejs mellem København og Aarhus – er en time og fem minutter. Det fremgår af beregninger, vi har kendskab til, tilføjer V-ordføreren til Nordvestnyt:

– Venstre støtter undersøgelsen af en forbindelse, der kombinerer biler og tog. Så må de økonomiske beregninger vise, hvad der er muligt.

“Tekniske sondringer”

Pihl Lorentzen understreger dog, at der alene er tale om tekniske sonderinger – ud af mange forskellige – som eventuelt kan indgå i den forundersøgelse, arbejdsgruppen har fået bevilget 60 millioner kroner til at udføre.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu