Fransk designer bag Audrey Hepburns berømte sorte kjole er død

12. marts 2018 16:14 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Hubert de Givenchy har designet kjoler for Audrey Hepburn og Jackie Kennedy og tilhører eliten inden for haute couture. Men nu er det slut - det 91-årige stilikon døde lørdag den 10. marts. Det er netop blev offentliggjort.

Den franske og aristokratiske modedesigner Hubert de Givenchy er død i en alder af 91 år.

Det oplyser modehuset Givenchy, som han grundlagde, ifølge engelske BBC.

Hubert de Givenchy åbnede sin første butik i Paris i 1952, og modehuset har i mange årtier tilhørt eliten inden for haute couture og eksklusive parfumer.

Designede kjoler til verdensstjerner

Han er blandt andet kendt for at have designet en stor del af skuespiller og stilikon Audrey Hepburns personlige og professionelle garderobe.

Han har desuden designet tøj for Jackie Kennedy, som var gift med den amerikanske præsident John F. Kennedy.

Blandt andre John Galliano og Alexander McQueen har været chefdesignere for modehuset, hvor en misforståelse for alvor satte gang i tingene i starten af 1950’erne.

Tog fejl af feteret skuespillerinde

Den unge designer havde startet sit eget modehus, da Audrey Hepburn opsøgte huset.

I den tro, at det var den på den tid mere kendte og feterede skuespiller Katharine Hepburn, sagde Givenchy ja til at mødes med divaen.

Da Audrey i stedet dukkede op, blev hun sendt hen for at se på tøjet i hans gamle kollektion for at se, om der noget hun kunne bruge til sin rolle som Sabrina i filmen af samme navn.

Designede altid til Audrey Hepburn

Den “forkerte” Hepburn skyndte sig at prøve flere af kjolerne, og da Hubert de Givenchy så den gudesmukke kvinde i kjolerne, blev det begyndelsen på et livslangt venskab og partnerskab udi mode.

Kjolerne passede hendes skikkelse perfekt, og i årene der fulgte – og frem til hendes død i 1993 – var det altid Givenchy, der designede kjoler til Audrey Hepburn – hun blev hans muse.

For mere end et årti siden blev hendes absolut mest kendte kjole “den lille sorte” solgt for 4,5 millioner kroner, som gik til fattige børn i Indien.

Listen var fuld af Hollywood-divaer

Oscar-vinderen Audrey Hepburn bar kjolen i den romantiske komedie “Breakfast at Tiffany’s”, hvor hun spillede over for George Peppard.

Ud over Audrey Hepburn, havde Givenchy en række divaer på kundelisten som Lauren Bacall, Ingrid Bergman, Marlene Dietrich, Greta Garbo samt Grace Kelly.

Det var også Hubert de Givenchy, der designede den kjole, som Jackie Kennedy bar til sin mands begravelse i 1963.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu