Bekræfter: Tour’en kan blive aflyst

25. marts 2020 12:30 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det diskuteres, om Tour de France skal udskydes eller aflyses, hvis løbet ikke kan afvikles som planlagt.

Det er usikkert, om sommerens Tour de France kan afvikles som planlagt med start i Nice 27. juni, eller om coronavirus får indflydelse på sæsonens mest imødesete etapeløb.

Det siger Frankrigs idrætsminister, Roxana Maracineanu, til tv-stationen BFMTV ifølge NTB.

– Diskussionerne om Tour de France er fortsat i gang, siger hun.

Én mulighed er at udskyde Touren, en anden er helt at aflyse løbet, som idrætsministeren betegner som “en symbolsk og historisk begivenhed for Frankrig”.

Aktuelt er der stramme virusrestriktioner i Frankrig, og alle idrætsarrangementer er aflyst, og alle idrætsanlæg er lukket ned.

2020-udgaven af Tour de France står til at slutte med Champs-Élysées-etapen i Paris 19. juli.

Den første af cykelsæsonens tre grand tours, Giro d’Italia, stod tidligere til at begynde 9. maj i Ungarn, men starten er foreløbig udskudt. Der træffes tidligst en ny beslutning om Giroen 3. april.

Fakta

Disse sportsbegivenheder er ikke aflyst

Tirsdag blev det klart, at også denne sommers OL i Tokyo måtte bukke under for coronavirussets hærgen.

Langt de fleste sportsbegivenheder den kommende tid er udskudt eller aflyst. Ligaer er udsat på ubestemt tid, diverse sportsarrangementer det samme.

Her er et udvalg af større sportsbegivenheder, som endnu er planlagt til at løbe af stablen frem til 24. juli, hvor OL skulle have sat kronen på værket for en stor sportssommer.

Der er stadig mulighed for, at meget af det aflyses afhængigt af udviklingen med coronavirus. Men foreløbig er følgende frem mod 24. juli, hvor OL skulle være startet, fortsat helt eller delvist uberørt af krisen frem:

*NFL

23.-25. april: NFL har valgt ikke at udskyde den årlige draft, hvor de 32 klubber vælger fremtidens stjerner fra college. Normalt er det et kæmpe show med tilskuere og det hele, men den del har man dog skåret fra i år på grund af coronavirus.

*Speedway

30. maj køres efter planen sæsonens første grandprix i VM-serien i speedway i Teterow i Tyskland. Onsdag blev det planlagte grandprix i Warszawa to uger tidligere flyttet, men indtil videre skal kørerne til Teterow i slutningen af maj.

*Fodbold

4. juni tager de danske fodboldkvinder imod Israel i EM-kvalifikationen, mens der venter holdet en tur til Italien til en kamp fem dage senere. Begge kampe er fortsat programsat som oprindeligt.

19. juli er det planen, at næste sæson af 3F Superligaen skal igangsættes, men udsættelserne i indeværende sæson kan godt betyde, at starten rykkes.

*Golf

4.-7. juni skal kvindernes golfelite efter planen dyste om trofæet i majorturneringen US Open i Texas.

18.-21. juni er det så mændene, som skal på jagt efter et majortrofæ. Der er ligeledes tale om US Open. Turneringen skal afvikles på Winged Foot-banen i New York.

Kvinderne skal på den igen i majorsammenhæng allerede 25.-28. juni, når den står på PGA Championship i Pennsylvania.

16.-19. juli er det også stadig planen, at mændene skal dyste om trofæet i British Open, som afholdes i den spiselystfremkaldende engelske by Sandwich.

24.-26. juli gælder det kvindernes LPGA Evian Championship-major.

*Formel 1

11.-14. juni håber Formel 1-ejerne, at sæsonen endelig kan skydes i gang i Canada. Foreløbig er otte grandprixer udsat eller aflyst grundet coronavirus.

Grandprixet i Frankrig 25.-28. juni er også fortsat på programmet. Det samme er Det Østrigske Grandprix 2.-5. juli, og Storbritanniens grandprix på Silverstone 16.-19. juli.

*Dart

Det er stadig planen, at en del af darteliten kommer til København for at spille Nordic Darts Masters 13. juni.

*Badminton

Efter den omdiskuterede færdiggørelse af All England er Indonesia Open i Jakarta den næste store badmintonturnering på programmet fra 16.-21. juni.

*Cykling

Mens det meste af cykelkalenderen er blevet ryddet de kommende måneder, så står Tour de France fortsat til at skulle køres fra 27. juni til 19. juli.

*Tennis

Tennissportens kronjuvel, Wimbledon, har heller ikke tilkendegivet planer om at udsætte turneringen med start 29. juni og herrernes finale som afslutning 12. juli.

Afhængigt af succesen med at få stoppet coronavirusudbruddet kan diverse ligaer, turneringer og stævner inden for fodbold, håndbold, ishockey, basketball med videre blive genoptaget i perioden også.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu