ANNONCE

Død efter ulykke i Dakar Rally

15. januar 2021 10:22 | Af: Ritzau Fokus

Franskmanden Pierre Cherpin er død efter et styrt i det farlige motorsportsløb Dakar Rally

Død efter ulykke i Dakar Rally
Pierre Cherpin ses her under en af etaperne i årets Dakar Rally. Han døde efter et styrt på 7. etape. Foto: Ritzau Scanpix/AFP

En fransk motorcyklist er død efter at være kørt galt i Dakar Rally.

52-årige Pierre Cherpin kørte på 7. etape med en hastighed på 178 kilometer i timen, da han søndag forulykkede i løbet, som afholdes i Saudi-Arabien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Han blev fundet bevidstløs og ført til et hospital i byen Sakaka.

Herefter blev han fløjet med helikopter til Jeddah, hvor han blev lagt i kunstig koma. Her blev hans tilstand beskrevet som stabil, før han døde under transporten til den franske by Lille.

Et farligt løb

Det var fjerde gang, at Cherpin deltog i løbet.

Dakar Rally er kendt for at være særdeles farligt at deltage i, og siden første udgave af løbet i 1979 er adskillige kørere døde.

Så sent som sidste år omkom to af løbets deltagere.

Den hollandske motorcyklist Edwin Straver døde af de kvæstelser, som han pådrog sig i et styrt, og få dage forinden var portugiseren Paulo Goncalves omkommet efter en anden motorcykelulykke.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu